Rioch på krigsstien

Træner føler sig uretfærdigt behandlet - nægter at lade sig påvirke

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ude på banen dirigerede Bruce Rioch da også rundt med sine spillere i forsøget på at få succes i aftenens kamp. Her sammen med Michael Jakobsen. Foto: Lars Pauli

VILLARREAL:AaB's cheftræner Bruce Rioch er under voldsom beskydning op til Champions League-kampen mod Villarreal, men den 61-årige skotte skyder tilbage med skarpt tilbage. Han er særdeles utilfreds med, at den danske presse har antydet, at han allerede mentalt er på vej hjem til England og at samarbejdet med den øvrige del af trænerstaben i AaB er anstrengt. - Det passer ganske enkelt ikke, og det kan de øvrige trænere bekræfte. Vi har et fantastisk forhold, og alle arbejder hårdt for at få det her hold tilbage på ret kurs. Hvis nogen påstår noget andet, så er det løgn, siger en sammenbidt Bruce Rioch. Han lader forstå, at hans forhold til pressen af samme grund er ikke eksisterende. Selv om ordene fra skotten altså kraftigt antyder noget andet, så afviser han, at han lader de hårde ord fra fans og presse påvirke hans trænergerning. - Der er ingen trænere, der er glade for at tabe og få kritik, men jeg har været træner i 21 år, så det har jeg for længst vænnet mig til. Jeg koncentrerer mig i stedet om at tage mig af spillere og få dem tilbage på ret kurs, siger Bruce Rioch. Fyldt med succes Selv om situationen lige nu ser håbløs ud i bunden af SAS-ligaen, så føler skotten sig overbevist om, at det nok skal lykkedes at få vendt skuden inden efteråret slutter, og han rejser hjem til England. - Min trænerkarriere har været fyldt med succes, og der har kun været meget få fiaskoer. Det får man selvtillid af, siger han. På pressemødet før kampen mod Villarreal brugte Bruce Rioch i øvrigt det meste af tiden på at skamrose det spanske hold, som han betragter som storfavoritter til at gå videre fra gruppen sammen med Manchester United. - Jeg har set dem spille tre gange på det seneste, og de spiller flot og attraktiv fodbold. Man behøver også bare at se ned på listen af spillere, for at forstå, hvorfor de er så gode. Men vi vil helt sikkert gøre alt for at forsøge at drille dem og få point med herfra. Vi tror på muligheden for at overraske, som vi gjorde det mod Celtic, siger AaB-træneren.