Ris bliver til mel med nordjysk solvarme

Projekt skal lære thailændere at bruge store solfangere i industri og på hospitaler

SKØRPING:Thailandske ris skal koges, males til mel og forarbejdes til færdigretter ved hjælp af solens varme. Arcon Solvarme A/S i Skørping har netop underskrevet en kontrakt om at levere nordjysk viden om store solfangeranlæg til blandt andet en rismelsfabrik i Bangkok. Solfangervarmen skal opvarme de store mængder vand, som fabrikken benytter og skal erstatte eller reducere olie som brændsel. Teknologioverførslen støttes af den danske bistandsorganisation Danida med godt tre millioner kroner som led i Privatsektorprogrammet, hvor danske virksomheder skal finde samarbejdspartnere i tredjeverdenslande, som kan skabe sig markeder ved at benytte dansk viden. Underdirektør og projektleder Kirsten E. Andersen fra Arcon oplyser, at projektet omfatter leverance af fire demonstrationsanlæg, oplæring af thailandske medarbejdere og opsætning af en produktionslinie i Bangkok til at fremstille den danske virksomheds store solfangermodel. På hospitaler skal solfangerne levere varmt brugsvand til vaskeri, køkken og til forvarmning af vandet til sterilisation af operationsinstrumenter. - Mange thailandske virksomheder behersker fremstilling af små solfangeranlæg til villaer, men ikke de store anlæg, forklarer Kirsten E. Andersen. De to virksomheder i Bangkok, en producent og et rådgivende ingeniørfirma, regner derfor med at samarbejdet kan gøre dem førende inden for anlæg til industri- og hospitalsbrug, så de kan øge beskæftigelsen og eksportere til andre lande i Asien. Vi har allerede snakket om udstillinger og seminarer. Pioner Arcon Solvarme i Skørping var for små 10 år siden en af pionererne, da Danida indledte det program, der støtter overførsel af viden og samarbejde direkte mellem kommercielle virksomheder i Danmark og udviklingslande med henblik på at skabe arbejdspladser i den tredje verden. Meget positive erfaringer med det første projekt i Zimbabwe har fået den nordjyske solfangerproducent til at binde an med det nye og meget større projekt i Thailand. I praksis foregår teknologioverførslen ved at hente fire-seks thailændere til fabrikken i Skørping, derefter rejser Arcon-ansatte til Thailand for at installere demonstrationsanlæg og produktionslinie på fabrikken i Bangkok. - Det er altid lettere at forstå, hvis man får det i hænderne, end hvis vi bare lægger tre ringbind foran dem på bordet og siger: Værsgo, nu må I klare det selv. Den thailandske energiminister er desuden begyndt at interessere sig for brugen af vedvarende energi, da landet også skal reducere dets udslip af CO2, fortæller Kirsten E. Andersen. Ministeren var i sidste uge i Danmark og besøgte blandt andet Samsø for at se et solvarmeanlæg på fjernvarmeværket i Nordby, installeret af den nordjyske virksomhed. Fra 5. august besøger de første thailændere virksomheden i Skørping for at sætte sig ind i brugen af de store solvarme. Sol kan optø fisk Thailænderne vil imidlertid få dobbelt så meget ud af det samme anlæg som vi gør i Danmark, på grund af langt flere solskinstimer. Derfor satser projektet meget på industrien som kommende aftagere, eksempelvis er solfangerne på tale til at levere varmt vand til optøning af de frosne tun, der bliver landet så mange af i Thailand. - Vi skal hjælpe virksomhederne med at finde mulighederne. For eksempel ved vi fra projektet i Zimbabwe at vores anlæg kan benyttes til at tørre tobak. I Thailand fragter man enorme mængder fyringsolie over flere hundreder kilometer for at kunne tørre te. Her kunne man oplagt bruge solvarme, vurderer den nordjyske underdirektør.

Breaking
Politiet advarer efter brag i Aalborg: Hold jer væk fra disse flasker
Luk