Risgård frem i maskinrummet

Suni Olsen og Thomas Kortegaard nye backer på det det karantæneplagede AaB-hold

Henning Hansen
Kas­per Ris­gård, der her kommer for sent mod Jesper Grønkjær, spil­lede i lør­dags de sid­ste 20 mi­nut­ter i 2-1 sej­ren over FCK. Nu får han chan­cen fra start mod FCN - på midt­ba­nen. Foto: Scan­pix
Fodbold 8. maj 2007 06:00

AALBORG: Kasper Risgård spiller på midtbanen for første gang i denne sæson. Det bliver en af de nødtvungne ændringer, når AaB’s superligahold i fodbold i morgen tager imod FC Nordsjælland. Den fornemme 2-1 sejr i lørdags over FCK i Parken udløste fire karantæner, så i startopstillingen skal der findes afløsere for Allan Olesen og Martin Pedersen på backpladserne, Rasmus Würtz på den centrale midtbane samt Siyabonga Nomvethe på højre kant. - Jeg har bestemt mig for, hvordan vi stiller op - men jeg røber det ikke, smilede cheftræner Erik Hamrén efter mandagens udfoldelser, der primært fandt sted i styrketræningslokalet. Kostbart formdyk Efterfølgende blev der dog trænet udendørs i små tre kvarter, hvor programmet udelukkende stod på forsvarstræning. Her optrådte Suni Olsen og Thomas Kortegaard på backpladserne, mens Kasper Risgård agerede makker med Fredrik Winsnes i maskinrummet på banens midte. 24-årige Kasper Risgård er oprindelig midtbanespiller, men blev for godt et år siden omskolet til midterforsvarer med så stor succes, at han i en lang periode var fast mand på pladsen - som regel i makkerskab med Danny Califf. I begyndelsen af foråret havde han dog svært ved at holde niveauet, og efter at være skiftet ud i AaB’s seneste nederlag, 0-2 hjemme mod FC Midtjylland 5. april, har Kasper Risgård kun haft korte indhop, mens Michael Jakobsen er rykket permanent fra venstre back ind på stopperpladsen. Nødløsning nok en gang På backpladserne har Suni Olsen vikarieret flere gange i løbet af foråret, mens Thomas Kortegaard stifter bekendtskab med Superligaen for første gang siden et kortvarigt indhop i 1-1 kampen ude mod OB 1. april. Thomas Kortegaard har dog tidligere været brugt som nødløsning på venstre back og spillede denne plads i danmarksserieholdets 6-1 sejr over B 1909 i søndags. Mandagens træning indikerede ikke, hvem der får rollen på højre kant. Patrick Kristensen anbefalede sig i lørdags, da han gjorde det godt som substitut for Siyabonga Nomvethe i de sidste 25 minutter, men stortalentet, der for nylig fyldte 20 år, var i går forsigtig i sin vurdering. - Jeg går efter at være blandt de 11, men vi har mange gode spillere, og det kan være, at træneren har andre ideer. Ny rolle til Curth? Udover Patrick Kristensen er der kandidater som Caca og Thomas Enevoldsen. En løsning kunne også være at rykke Jeppe Curth ud på kanten og benytte José Mota ved siden af Rade Prica i forreste geled, men mod dette taler, at Jeppe Curth har arbejdet fint sammen med Prica og bidrog kraftigt til sejren over FCK med både en scoring og en perfekt assist. Hos FC Nordsjælland er kun én spiller i karantæne. Det ligner til gengæld et klart handicap, at holdet må undvære Thomas Andreasen, der scorede to gange i 3-3 opgøret i søndags mod Brøndby.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...