Fodbold

Risgård holder kortene tæt til kroppen

Lynge Jakobsen har stort set opgivet at skrive kontrakt med Kasper Risgård, og spilleren er ikke selv videre meddelsom.

Thomas Augustinussen og Kasper Risgård midt i gulfesten sidste forår. En eventuel pokaltriumf torsdag i Parken vil dog blive fejret mere moderat. Foto: Scanpix

Thomas Augustinussen og Kasper Risgård midt i gulfesten sidste forår. En eventuel pokaltriumf torsdag i Parken vil dog blive fejret mere moderat. Foto: Scanpix

Midtbanespillerens kontrakt udløber til sommer, og i sidste uge sagde AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen til NORDJYSKE, at han tror, Kasper Risgård vælger en udenlandsk klub. Midtbanespillerens agent Karsten Aabrink sagde ved den lejlighed, at den 26-årige midtbanespiller foretrækker en karriere i udlandet, og at Schweiziske Grasshoppers er interesserede. Så der er gang i det store taktiske spil imellem parterne, men Kasper Risgård vil ikke selv melde klart ud om, hvad han helst vil. - Som jeg har sagt mange gange før, så har jeg ingen kommentarer til min kontraktsituation. Jeg koncentrerer mig fuldt ud om at spille de sidste kampe for AaB. Og så skal jeg nok melde ud, når der sker noget, siger han, der har spillet i AaB siden 1998 og været i førsteholdstruppen siden 2003. Har du besluttet om du helst vil blive i AaB eller foretrækker udlandet? Det har jeg ingen kommentarer til. Men alle regner lige nu med, at spilleren fra næste sæson er fortid i AaB, og ved søndagens træning jokede flere spillere med, at han skulle have æren af at samle boldene ind, for det vil han også komme til i en udenlandsk klub. - Jeg været i AaB i utroligt mange år, og jeg er fantastisk glad for at være her. Men som fodboldspiller har man måske engang imellem brug for nye udfordringer. Jeg ved ikke om tiden for et skifte er kommet nu, men nu må vi se, siger spilleren.