Risgaard ind for Würtz

AALBORG: På trods af afbuddet fra ankelskadede Rasmus Würtz bliver AaB repræsenteret af tre spillere i U20-landsholdstruppen, der på tirsdag møder Tyrkiet i Mersin. U20-landsholdstræner Flemming Serritslev har i stedet udtaget en anden midtbanespiller fra AaB, Kasper Risgård. Han var også med på træningsturen til Qatar i januar, hvor han blev skiftet ind i alle holdets tre kampe. De to øvrige AaB'ere i truppen mod Tyrkiet er Thomas Kortegaard og Jacob Sørensen. Rasmus Würtz, der i Qatar var anfører for U20-landsholdet, blev offer for en voldsom tackling i AaB's træningskamp mod Randers FC i Gigantium for godt en uge siden. Han ventes spilleklar i løbet af en uges tid og deltager i klubbens træningslejr i Portugal med afrejse på onsdag. abel