Risgård tilfreds med lejeaftale

AaB-firkløver som ventet til FC Nordjylland

AALBORG:- Jeg vælger at se det fra den positive side. Som lejesvend i FC Nordjylland er der udsigt til, at jeg får en masse kampe i benene i 1. division, og det kan være med til at udvikle mig som spiller, siger AaB-talentet Kasper Risgård. Puslespillet faldt på plads for Superliga-klubben AaB og lillebror FC Nordjylland i 1. division i går. AaB-trekløveret Peter Tranberg, Tommy Markussen og Morten Larsen spiller i foråret for FC Nordjylland takket være samarbejdsaftalen mellem klubberne, og samtidig lykkedes det i går at skrue en lejeaftale for Kasper Risgård sammen. Alle fire spillere har dog stadig udsigt til at træne med AaB's Superliga-trup jævnligt, og de skal også stå til rådighed for klubben i Reserveholdsturneringen. - Det hjælper ikke så lidt på situationen hos os, selvom Peter Tranberg ikke er spilleklar foreløbig, siger Flemming Nielsen, cheftræner i FC Nordjylland. - Morten Larsen kender vi jo udmærket fra hans ophold i klubben i efteråret, og de to unge spillere, Kasper Risgård og Tommy Markussen, er spændende typer, der kan udvikle sig i vort regi til gavn for alle parter, fortsætter Flemming Nielsen. Han havde i går Evrard Ble, tidligere kontraktspiller i AaB og nu på kontrakt i FC Århus i 1. division, med til træning. FC Nordjylland kan råde over den solide midtbanespiller på en udgiftsneutral lejeaftale i foråret, og Flemming Nielsen er netop i disse dage i færd med at ordne det papirmæssige, der skal omkring Dansk Boldspil-Union (DBU). Evrard Ble indgår dog i den FCN-trup, der i dag skal møde Viborg FF's Superliga-hold i en træningskamp i Vildbjerg, hvis vejrguderne ikke spænder ben for opgøret. AaB-firkløveret indgår ikke i FCN-truppen til den opgave. AaB-sportsdirektør Lynge Jacobsen understreger, at AaB sætter de fire spillere på græs i FC Nordjylland for at videreudvikle dem. - Det er ikke et signal om, at spillerne ikke har en fremtid i AaB, men nærmere en vurdering der går på, at ingen af de fire spillere er med omkring førsteholdet lige nu, siger han.

Breaking
Politiet advarer efter brag i Aalborg: Hold jer væk fra disse flasker
Luk