Dyr

Risikabelt grundlag

VK-regeringen fungerede med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag.

Dette medførte til manges fortrydelse og til andres tilfredshed, at Dansk Folkeparti formåede at sætte adskillige fingeraftryk på regeringens førte politik. For sådan er vilkårene, når en regering er afhængig af et parti udenfor regeringspartiernes rækker. Det er nu en kendsgerning, at Helle Thorning-Schmidts S-SF-regering får Enhedslisten som parlamentarisk grundlag. Og derfor kan denne regering næppe komme til at regere uden i vidt omfang i den førte politik at være nødt til at inkorporere dele af Enhedslistens politiske visioner, sådan som disse udtrykkes i partiets politiske program, hvorefter Enhedslisten stemmer imod, hvad de selv forstår som den mindste forringelse. Den kompromisløshed må Enhedslisten antages at benytte sig af i videst muligt omfang. Enhedslisten er jo det eneste af vore politiske partier, der er erklæret marxistisk revolutionært funderet. Som partiets ordfører Johanne Schmidt-Nielsen var så venlig at klargøre umiddelbart før valget, så ingen skulle være i tvivl, så er målet for partiet det klasseløse kommunistiske samfund. Og man må formode, at partiet, om det ellers med tiden får magt til det og øjner muligheder for det, vil gå i gang med at omdanne Danmark et godt stykke af vejen hen mod et gennemført kommunistisk samfund. Enhedslisten er jo en opsamling af resterne af det gamle Danmarks Kommunistiske Parti. Ventresocialisterne, Socialistisk Arbejderparti og det Maoistiske Kommunistiske Arbejderparti. Alle sammen repræsenterende politiske rørelser i totalitært tilsnit omend i forskellige udgaver, som mange vel til daglig går og regner med, at Danmark for længst er befriet for, men som altså blot har ligget i dvale, indtil muligheden for en genopvågnen måtte indfinde sig. Og den kan altså indfinde sig nu, hvor de er kommet i Folketinget med tolv mandater. Programmæssigt tilstræber partiet en revolution, der skal ende med at fratage den "herskende klasse dens enorme magtmidler", som det hedder. Nu har Enhedslisten selvfølgelig endnu ikke flertal i Folketinget. Så partiet må altså indtil videre gå på kattepoter og lade sig nøje med at trække Danmark i kommunistisk retning i det omfang, regeringen får brug for Enhedslistens stemmer. Og regeringen får virkelig brug for Enhedslistens stemmer. Johanne Schmidt-Nielsen har bebudet, at det nok er muligt, at partiprogrammet trænger til en modernisering, måske så langt, at man ikke længere vil arbejde for afskaffelse af politi og militær. Der mangler jo stadig lidt stemmefremgang, før det kan gå rigtigt løs. I sin udtalelse til Politiken (8.9.) forsikrer Johanne Schmidt-Nielsen, at nok vil partiet på ægte kommunistisk vis arbejde for afskaffelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne (banker og større virksomheder m.m.) og dermed gøre alle virksomheder til alles fælles eje under statens ledelse, men Johanne Schmidt-Nielsen forsikrer, at der dog er tale om en demokratisk udformning af kommunismen, som partiet vil arbejde for. Man kunne skam ikke drømme om at stile mod et sovjetisk diktatur. Som Johanne Schmidt-Nielsen forsikrer, så har "det intet at gøre med Sovjetunionen og de andre diktaturer. Faktisk er vi så langt væk fra diktaturerne i østblokken, som vi kan komme". Dette være sagt til afledende beroligelse for godtroende. For man skal bare lige huske på, at sådan er de mest menneskeundertrykkende og morderiske diktaturer altid begyndt. Sådan begyndte Karl Marx med sine utopiske drømmerier. Sådan startede Mao Tse-tung sin idealsamfundskonstruktion Sådan begyndte den cambodjanske diktator Pol Pot sit morderiske forsøg på at omdanne Cambodja til et paradisisk bondesamfund, hvilket kostede nær to millioner cambodjanere livet. Alle disse forsøg på at plante en totalitær ideologi i et samfund starter alle med forsikringer om, at alt hviler på en Robin Hood-romantisk medmenneskelighed, demokrati og folkets medbestemmelse. Alle disse revolutionære bevægelser starter med at udmale fremtidssamfundet som et fredsommeligt næsten scherfigsk naturmaleri, hvor løven græsser side om side med lammet, og hvor elefanten smiler venligt til giraffen og næsehornet. Altid starter de totalitære rædselsregimer med idylliske beskrivelser af fredfyldte og paradisiske samfundsindretninger. Og altid ender det hele i folkemord og terror. Og dette er altså den nye regerings parlamentariske grundlag.