Gymnasiale uddannelser

Risiko for færre uddannelsesmuligheder i Nordjylland

Et-årig HH erstattes af halvårlige kurser

NORDJYLLAND:Nu er det sidste chance for at tilmelde sig den et-årige HH, hvis man man skal nå at gennemføre uddannelsen, inden den bliver nedlagt. Da Gymnasiereformen blev indgået mellem regeringen, Socialdemokraterne, de Radikale, SF, Kristeligt Folkeparti og Dansk Folkeparti i maj sidste år, måtte uddannelsen, som henvender sig til studenter fra gymnasiet og HF, lade livet. - Jeg synes, det er synd. Det har vist sig, at mange elever synes, det er et godt alternativ til et videre forløb til studie eller job, siger uddannelseschef på Aalborg Handelsskole Jørgen Hein. Den et-årige HH afløses af et halvårigt gymnasialt suppleringskursus, som omfatter to-tre klassiske HH-fag, som erhvervsøkonomi, afsætning, international økonomi og erhvervsret. - Mange af vores elever har taget den et-årige HH, fordi de ikke er afklarede med, hvad de vil videreuddanne sig til, og det bliver de så i løbet af det år. Det er nye fag og en ny verden, der åbner sig for dem. Mange af dem begynder at læse jura eller økonomi, og en del vælger at gå ud og få arbejde i en privat virksomhed, forklarer Jørgen Hein. I den nye gymnasiereform skriver regeringen og samarbejdspartierne, at de anser den et-årige HH for en dobbeltuddannelse, som ikke længere skal være en mulighed. Som en sikkerhedsventil oprettes det halvårige gymnasielle suppleringskursus, der skal sikre studenterne muligheden for at kvalificere sig til de traditionelle handelsskolejob. - Den et-årige HH optager omkring 3000 elever om året, hvoraf 2800 fuldfører uddannelsen. Af dem fortsætter to tredjedele på en videregående uddannelse, mens den sidste tredjedel får job inden for erhvervsområdet, fortæller undervisningskonsulent hos Undervisningsministeriet Merete Pedersen. Hun oplyser, at det endnu ikke er besluttet, hvor mange steder i Nordjylland de gymnasiale suppleringskurser skal oprettes. I øjeblikket er der mulighed for at tage den et-årige HH på Aalborg Handelsskole, Frederikshavn Handelsskole, Handelsgymnasiet Mariager Fjord i Hobro, Erhvervsskolerne i Aars og på EUC Nord i Hjørring. - Man er åbenbart ikke interesseret i, at suppleringskurserne skal blive en succes. Der må højst være 10 uddannelsessteder i Danmark, og der skal kun uddannes 625 elever per halve år. Det svarer til en tredjedel af de elever, der tager den et-årige HH i dag, siger uddannelseschef på Aalborg Handelsskole Jørgen Hein og fortsætter: - Det værst tænkelige eksempel er, at det kun bliver muligt at læse det i Aalborg. Måske et sted mere, men det ved vi ikke.