Risiko for fugleinfluenza til foråret

KØBENHAVN:Mens eksperter maner den øjeblikkelige trussel om fugleinfluenza på dansk grund til jorden, advarer Fødevarestyrelsen og Dansk Landbrug om, at risikoen er åbenlys til foråret. Det kan slå hele fjerkræbranchen ihjel. Både landbruget og fødevaremyndighederne advarer nu om, at den alvorligste form for fugleinfluenza kan finde vej til Danmark til næste forår. En situation, der nemt kan koste fjerkræbranchen livet og give voldsomme dønninger i resten af landbruget. - Jeg vil ikke blive overrasket, hvis vi til foråret har den slags fugleinfluenza i Danmark, som de har i Asien nu, siger beredskabschef i Fødevarestyrelsen, Sten Mortensen. Årsagen er, at trækfugle fra det nordlige Skandinavien og Svalbard i øjeblikket flyver sydpå, hvor de i løbet af vinteren mødes med trækfugle fra de sygdomsramte områder i Rusland og Asien. Når de vender næbet nordpå igen, kan mange af dem være smittet med den frygtede virus: - Så fester de sammen i Europa hele vinteren, og derefter flyver en stor del af fuglene nordpå igen - lige hen over Jylland, fortæller Jørgen Nyberg Larsen, leder af Erhvervsfjerkræsektionen hos Dansk Landbrug. - Og så kræver det ikke meget mere end én enkelt fugleklat fra en syg fugl, før vi har fugleinfluenza af den farligste slags i Danmark, siger han. Konsekvenserne vil, ifølge en række landbrugs- og fjerkræorganisationer være helt uoverskuelige for den danske fjerkræbranche: - Der vil ske det samme, som der skete i England, efter de havde kogalskab. Derovre er hele landbruget gået fuldstændigt i stå. Hvis fugleinfluenzaen skulle ramme Danmark, vil det tage gejsten fuldstændig ud af fjerkræerhvervet i mange, mange år frem. Det kan dræbe hele branchen, siger Martin Merrild, formand for Dansk Erhvervsfjerkræ. 1. sektion side 6