Musik

Riskær ind i musikbranchen

KØBENHAVN:Klaus Riskær Pedersen, der om få uger indtager anklagebænken i Østre Landsret i en straffesag, ligger ikke på den lade side af den grund. Han går nu ind i musikbranchen med en ny portal, hvor håbefulde bands kan få deres numre vurderet - og måske komme videre til et pladeselskab. Det er Riskær, der er ophavsmand til webportalen TrackTesting, hvor bands og artister uden pladekontrakt kan uploade deres musik og få det vurderet af et panel af 4000 musikinteresserede danskere, skriver Nyhedsavisen. Får et nummer en god vurdering af læserne, bliver det sendt til pladeselskaber og forskellige musiksites på nettet. Og på den måde er det så muligt at downloade numrene mod betaling. - TrackTesting kan sortere i den uendelige mængde musik, der hele tiden bliver produceret. På den måde modtager pladeselskaberne noget musik, som allerede har været igennem et slags filter, et panel, som har vurderet, at det her er godt, siger han til avisen. /ritzau/