Retspleje

Riskær starter forfra - igen

Den bedrageridømte Klaus Riskær Pedersen er knap kommet ud af skifteretten i sin konkurssag, før han vil starte det næste selskab

Klaus Riskær efter retssagen. Der skal mere end en konkurs nummer to til at stoppe ham. Foto: Scanpix

Klaus Riskær efter retssagen. Der skal mere end en konkurs nummer to til at stoppe ham. Foto: Scanpix

Der skal mere end konkurs nummer to for at stoppe Klaus Riskær Pedersen. Knapt var døren til skifteretten smækket i, før Riskær havde et nyt selskab på tegnebrættet. - Om 15 dage knalder jeg et nyt selskab op efter morgenkaffen, og så må vi se, om jeg kan lave den fjerde formue, siger den bedrageridømte iværksætter, som dog ikke afslørede, hvilken branche han denne gang vil kaste sig over. Klaus Riskær Pedersen blev mandag erklæret personlig konkurs for anden gang i sit mildest talt brogede karriereforløb. Retten i Kolding udstedte et konkursdekret mod den bedrageridømte iværksætter, som også kan kalde sig tidligere ostehandler, medlem af EU-Parlamentet, og TV-vært for blot at nævne en lille del af Riskærs CV. Det er Danske Bank, Sydbank og VB Finans Holding - der nu er overtaget af Nationalbanken - som havde trukket Riskær i retten for at få de penge, han skylder bankerne. Gælden beløber sig til 41 millioner kroner plus 10 års renter - i alt 78 millioner kroner. Ifølge advokat Peter Wedel Ranch Krarup fra Mazanti-Andersen Korsø Jensen og partnere beløber Riskærs samlede gæld sig dog til 175 millioner kroner. hvis man tæller samtlige kreditorer med. Ville vige udenom Riskær forsøgte til det sidste at vige udenom konkursen ved at søge om udsættelse, men det gik hverken dommer eller modparten med til. - Det er ligesom, når vi andre har købt et hus - selvom der er gået 16 år, så skal vi stadig betale resten af lånet, siger bankernes advokat, Peter Wedel Ranch Krarup. Riskær har nu to uger til at finde frem til en løsning med sine kreditorer eller komme op med pengene. Ellers overgår hans formue, som Riskær selv opgør til 50 millioner kroner, til konkursboet. Riskær siger umiddelbart efter dommen, at han vil forsøge at undgå konkurs ved at tilbyde bankerne et tocifret millionbeløb nu og et tocifret millionbeløb senere. Men hvis de siger nej til det tilbud, så har den bedrageridømte iværksætter ikke tænkt sig at trække sagen i langdrag ved at kære til landsretten. - Det vil jeg ikke spilde tid på, siger han. Hvis sagen som ventet ender med, at Riskær erklæres konkurs igen, så overtager bankerne Riskærs selskaber. - Kan vi ikke finde en løsning, så har de nøglerne, og så må de se, hvad de kan få ud af det. Så starter jeg et nyt liv, siger han. Bopæl i Spanien I retten i Kolding forsøgte Klaus Riskær Pedersen mandag i første omgang at få sagen afvist, fordi han selv mener, at han har bopæl i Spanien og derfor ikke kan erklæres konkurs i retten i Kolding. Men den købte dommeren heller ikke. - Riskær sidder fængslet i Sønder Omme og kan derfor kun opholde sig der. Derfor hører sagen hjemme her i Kolding, slog dommeren fast. Riskær og hans advokat ville dernæst have sagen afvist på grund af nogle teknikaliteter omkring hans rolle som kautionist i konkursboet fra 1992. Men ligeledes hjalp det, og dommeren afsagde et konkursdekret./ritzau/