Ritt tilfreds med afsnit om udlændinge

Aalborg 15. september 2002 08:00

AALBORG: Socialdemokraternes tidligere udlændingeordfører Karen Jespersen ønsker ikke at kommentere den udmelding om partiets udlændingepolitik, som partiformand Poul Nyrup Rasmussen lagde frem i sin beretning til kongressen. Karen Jespersen har ellers bragt sig selv i fokus, efter at hun sagde, at Socialdemokraterne mangler en sammenhængende udlændingepolitik, der blandt andet forholder sig til, hvor mange flygtninge og indvandrere, Danmark kan magte at integrere. Jespersens udtalelser førte til en ny strid om partiets udlændingepolitik, der endte med, at Ritt Bjerregaard nedlagde sit ordførerskab i protest mod, at Poul Nyrup Rasmussen ikke bakkede hende op i et tv-interview. Men i lørdagens tale understregede Poul Nyrup Rasmussen, at det er integration og ikke antal, der skal være i fokus for Socialdemokraternes udlændingepolitik. Dermed ligger han på linje med Ritt Bjerregaard, der modtog talen med tilfredshed. Havde partiformanden holdt lørdagens tale for to uger siden, så havde Socialdemokraternes udlændingeordfører stadig heddet Ritt Bjerregaard. - Ja, jeg havde nok været ordfører, hvis talen var holdt tidligere. Jeg synes den holdt sig udmærket inden for de rammer, hvor jeg også mener, vi kan mødes i Socialdemokratiet. Vi har taget stilling til regeringens politik og fundet nogle områder, vi vil ændre, og nogle, vi vil holde øje med, og så vil vi snart komme med et nyt udspil på området, siger Ritt Bjerregaard, der også var tilfreds med, at man vil fokusere på integration frem for antallet af flygtninge, der kommer til Danmark. Ritt Bjerregaard mener dog stadig, at der vil gå nogen tid, inden der igen i ro i Socialdemokratiet oven på de sidste ugers begivenheder. - Jeg tor ikke, vi får ro med det samme efter sådan en begivenhed, men jeg tror, de fleste var tilfredse med talen. Det var Poul Nyrup Rasmussens opgave at præsentere partiets politik på området, og den løste han, siger Ritt Bjerregaard. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...