Riv mure ned

EU/PATIENTER:Hvor er det sørgeligt at se den socialistiske fløj i Europa-Parlamentet med næb og kløer bekæmpe, at patienter i EU skal kunne søge behandling i et andet EU-land, hvis de svigtes af deres hjemlands sundhedsvæsen. Socialister og kommunister har en vis erfaring med Berlinmure og den slags. Men jeg siger: Riv murene ned og giv mennesker frihed, når det gælder noget så vigtigt som deres sundhed og overlevelse. Gode nationale sundhedsvæsener er absolut idealet, men hvis de svigter, skal der være en sikkerhedsventil. Her er et område, hvor EU kan gøre en forskel i helt almindelige menneskers liv.