Fodbold

Rivalerne blev dukket

Fortuna Hjørring fik ram på mestrene fra Brøndby og har taget teten i guldkampen

Tanja Mejer Christensen(i gult) skifter fra nytår igen Brøndbytrøjen ud mede Fortunas grønne. Foto: Henrik Louis.

Tanja Mejer Christensen(i gult) skifter fra nytår igen Brøndbytrøjen ud mede Fortunas grønne. Foto: Henrik Louis.

FORTUNA HJØRRING BRØNDBY IF 2-1 FODBOLD, 3 F LIGAEN, KVINDER Af Flemming Olesen flemming.olesen@nordjyske.dk HJØRRING: Glæden var til at få øje på i Fortuna-lejren, da de evige rivaler til det danske mesterskab i kvindefodbold, Brøndby IF, var blevet dukket på Hjørring Stadion. Det er normalt afgørende at vinde netop disse, indbyrdes opgør, understreget af, at Brøndby har gjort det rigeligt mange gange de seneste seks sæsoner - og taget DM-guldet i de tilsvarende seks sæsoner. Nu er det knapt så alvorligt at tabe, for der er indført et slutspil, og inden man kommer dertil, bliver grundspillets pointsum halveret. Men intet kan tage fra Fortuna-pigerne, at de tog en sejr, der ikke mindst mentalt styrker dem i troen på, at det i denne sæson er deres tur til at nå helt til tops. - Jeg vil ikke sige, at vi har banket, men vi har i hvert fald slået Brøndby, sagde en glad Fortuna-målscorer til 1-0, Janne Madsen. - Jeg synes, vi står godt på banen. Og så slår vi nogle gode kontraer, sagde hun beskedent. Det gjorde Fortuna, og hendes egen 1-0 scoring var rigtig flot, med Portia Modise på kanten som eminent oplægger, og Janne Madsen som sikker afslutter med et tørt, præcist hug. Minuttet efter havde hjemmeholdet imidlertid lavet et forsvarskoks, og så var man lige vidt. Men i anden halvleg fik Fortuna medvind, og holdet fik samtidig langt bedre fat i spillet, gjorde det enkelt, samtidig med at det var sikkert, og det førte da også til et mindeværdigt sejrsmål. Igen en god kontra, hvor Janne Madsen med en kattepote spillede Mariann Gajhede, som lade bolden præcist frem til Chichi Igbo. Hun skød fladt, keeper Tine Cederkvist Viskær fik hænderne på bolden, men i sneglefart løb den videre mod målet. Og alle holdt vejret i spænding for at se, om den ville stoppe før eller efter at den havde passeret mållinjen. Jubelbrølet efterfølgende indikerede, hvad der var sket, og Fortuna var for alvor på den grønne gren. - Vi har forberedt os godt, og i dag lykkedes det, sagde Fortuna-træner Flemming Nielsen, som strålede om kap med sine spillere. - En ting er pointene, vi nu er foran Brøndby (reelt fem, eftersom Brøndby har tabt og spillet en kamp uafgjort, mens Fortuna har maksimum, red.). - Noget andet er troen på, at vi kan gøre det. - Vi har heller ikke lagt skjul på, at det er vores mål her i vinterpausen at forstærke det her fine hold. - Vi kan stadig godt bruge lidt mere bredde i truppen, og det vil vi godt holde fast i. Og pointene i tabellen, dem behøver Fortuna ikke holde fast i. De er solidt plantet i bestræbelserne på at slutte der, hvor holdet nu er. Kampfakta: Pausestilling: 1-1. Mål: 1-0 Janne Madsen (28. minut). 1-1 Tanja Mejer Christensen (29. minut). 2-1 Chichi Igbo (66. minut). Advarsler: Fortuna to (Chichi Igbo og Camilla Sand), Brøndby en (Tanja Mejer Christensen). Dommer: Michael V. Jensen. Tilskuere: 319.