Rivalers pointtab sender Norwich i Premier League

Norwich rykkede ud af Premier League sidste sæson, men allerede nu er holdet sikret oprykning til rækken igen.

Teemu Pukki har indtil videre leveret 25 ligamål for Norwich i denne sæson. (Arkivfoto)

Teemu Pukki har indtil videre leveret 25 ligamål for Norwich i denne sæson. (Arkivfoto)

NORWICH:Først lørdag aften skal Norwich i aktion i Englands næstbedste fodboldrække, The Championship. Men allerede nu har klubben meget at fejre.

Resultaterne af eftermiddagens kampe i rækken betyder nemlig, at Norwich er sikret en tilbagevenden til landets fineste fodboldselskab, Premier League.

Der spillede klubben også i sidste sæson, men endte helt i bunden og måtte en tur ned.

Oprykningen var næppe en bekymring for Norwich, som fører rækken klart og blot selv skulle vinde én af sæsonens resterende fem kampe for at være sikret en tur op i Premier League.

Men da både Brentford og Swansea smed point hjemme lørdag, kan Norwich ikke slutte dårligere end på andenpladsen, som også giver direkte oprykning.

Den indtager et andet nedrykkerhold, Watford. Overraskende tabte London-klubben ude 0-1 til Luton, og det gav forfølgerne fra Swansea og Brentford mulighed for at hale ind.

Begge måtte dog nøjes med uafgjort i deres respektive hjemmekampe og hentede således kun et enkelt point på Watford.

Watford har på andenpladsen 82 point for 42 kampe. Swansea har 76 point for samme antal kampe, mens Brentford har 74 point for 41 kampe.

Der er 46 spillerunder i rækken, hvor de to bedste rykker direkte op. Nummer tre til seks skal spille playoffkampe om en enkelt oprykningsplads til Premier League.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.