Road- og boatmovie

Andrei og Ivan kommer løbende hjem til mor. Hun står på verandaen og ryger en postcoitial cigaret. - Shh, siger hun: - Far sover. - Far, spørger de to drenge på 13-14 år. De spørger med al mulig forundring, for de har ikke set far i 12 år. Han har været væk. Mors forklaring er, at han har travlt. Han er pilot. Men hvorfor har han så ingen flot uniform på, tænker drengene. Nå, far er tilbage. Nu skal der hygges. Derfor tager far og drengene på fisketur. De skal være afsted i nogle dage. Men der bliver ikke fisket nær så meget, som knægtene havde håbet. I stedet tilbringes meget tid i farens bil. Dette er anslaget i denne russiske road- og boat-movie. Vi kommer gennem betagende landskaber, og vi kommer gennem forarmede byer. Vi oplever en far, der ingenlunde virker videre dannet, og som på nærmest dressuragtig måde hundser med sine børn. Mest interessant er dog børnenes reaktion. Ældste bror forsøger at tilpasse sig farens luner, mens oprøret mod faderautoriteten nærmest står i lys lue fra første øjeblik hos den yngste. Filmen er mystisk. På intet tidspunkt får vi antydningen af, hvor far har været i 12 år, endsige hvorfor mor giver ham lov at tage på udflugt med drengene. Filmen fortælles underligt tidsløst. Det eneste, der giver antydning af et årstal, er farens bil, som er mindst 30 år gammel. Alt andet foregår i naturen eller i trøstesløse, nedslidte betonbyer. Far har penge. Mange penge, og vi har klart på fornemmelsen, at der ikke er tale om ærligt tjente penge. Men der er ikke skyggen af bevis. Det er også en film, der er underligt uhyggelig. Og at filmen har fået prisen som bedste børnefilm på Busterfestivalen sidste år, går over min forstand. Vist spilles hovedrollerne mesterligt af to drenge, men derfor bliver det aldrig en børnefilm. Billedsiden er noget ganske særligt. Vi er vant til den amerikanske stil. To sekunder og et klip. Sådan er det ikke her. Her får billederne lov at fortælle deres historie helt ud. Og det virker overraskende. Man sidder og venter på klippet, men billedet skal tømmes helt, før det kommer. Det giver plads til en helt anderledes æstetisk oplevelse, og billederne skal da også nydes i fulde drag. Både når de skildrer byernes grimhed, men også når de fixerer på landskabets skønhed. Eller når de finder træk i ansigtet på de få medvirkende i filmen. Handlingen er fortalt ganske langsomt, men er ikke desto mindre fatal og farlig. Man er aldrig tryg i selskab med filmens far. Bange er et mere dækkende ord. Det er filmens stærke side: At tempoet er i bund, mens faresignalerne lyser rødt overalt. Filmen er debut for Andrey Zvyagintsev. Han bliver stor. Han har det i sig, kan vi se med denne film. "Hjemkomsten". ("Vozvrashenie"). Instr: Andrey Zvyagintsev. Rusland, 2004. Biffen i Aalborg