Robin Hood gemmer sig bag skærmen

Han overhaler klodens slipseklædte direktører og revolutionerer hele den globale pengeverden. Og Christian Lanng fra Skørping er bare 32 år

8
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Shift happens, lyder Tradeshifts motto, og det er, hvad der sker omkring Christian Lanng.

- Jeg kunne ikke lade være, husker den store mand om dengang, han var lille. Og man må tro ham. En ting er, at hans bedste leg var at "være selveste Robin Hood ude i Skinbjerglund". Hans frikvarterer på Skørping Skole blev også brugt til at stoppe de stærke i at mobbe de svage. Han skred simpelthen ind, knægten Christian Lanng, bremsede drillerierne, hindrede de magtfulde i at udnytte de svage, satte verden ret på plads. Og gik derfra igen. Æren gad han ikke tage. At komme i elevråd og andre formelle organer henhører under "aldrig i livet" ud fra en grundlæggende viden om, at han "altid har været og altid vil være antiautoritær". Så han dumpede sig konsekvent i matematik på Støvring Gymnasium, fordi lærerinden i første time kaldte hans svar forkert, "men det var rigtigt". I fysik fik han "vistnok 13". Hans hoved har aldrig fejlet noget, men det der med at rette sig ind har ligget så ringe til ham, at nogle givet har følt sig fristet til at kalde ham en obsternasig møgunge. Selv siger han, at han "er sådan lidt mærkelig", og sandt er det, at hans historie så langtfra er almindelig. Faktisk nærmer den sig med hastige skridt et eventyr af sherwoodske dimensioner. Og mere til. For 32-årige Christian Lanng er lige nu som en nymodens Robin Hood ved at dreje hele pengeverdenen. På grund af ham og de to medstiftere af Tradeshift kan alle hente et helt gratis program på internettet, som de kan skrive fakturaer i og sende dem direkte videre til kunderne. Det er ellers programmer, især de små firmaer har skullet købe i dyre domme, endda flere af slagsen, fordi de store har haft hver deres økonomisystem. Det er slut nu. Og det er endda til kæmpe fordel for både de små og de store firmaer. Foruden for os selv hver især alle sammen, for demokratiet, for den lille, stille cykelsmed henne i den næste landsby såvel som for den stormende succesrige mastodont inde i byen. COOP er kunde. Det samme er TDC, Starck, DSV, den irske og franske regering og 50.000 firmaer kloden over - nogle af dem mikrosmå og kinesiske. Andre mellemstore og store og indiske, amerikanske, tyske… 1000 kommer til hver uge. Det lyder som noget, der er meget langt ude i skoven og meget svært at forstå. Det er det ikke. Og det er sandt, at det er en revolution. Det skriver pengeverdenens mest betydningsfulde avis, Wall Street Journal. Det skriver it-verdenens mest prestigiøse magasin, Wired. Og det viser klodens mest magtfulde internetbetalingsfirma, PayPal, som netop har investeret et ukendt antal millioner dollar i det lille firma, der for godt halvandet år siden tro mod eventyret begyndte i en kælder på Østerbro. 100 millioner har været nævnt? - Ingen kommentarer, lyder det fra den anden side af bordet, hvor han er godt i gang med at nedbryde en kuglepen, og man mere end tydeligt fornemmer, at han ikke er ret vild med hverken hemmelighedskræmmeriet fra den amerikanske samarbejdspartner eller den fremhævelse af sine egne meritter, som han er blevet tvunget igennem det meste af denne solrige, næsten forårsagtige dag midt i det inderste København. Når man træder ind ad porten til baggården i Nørregade 36 lige ved Nørreport, mødes man først af den søde duft fra Sømods Bolcher, der stadig laver dem på gammeldags manér (deres dameskrå er verdens bedste), inden man to etager højere oppe støder på et uanseeligt skilt. Tradeshift står der. Åbner man døren, mødes man af stille mennesker bag skærme og af vægge, der overalt er malet hvide, flere steder endda med den blanke Ideapaint, der forvandler overfladen til whiteboard, som alle skriver deres gøremål eller tanker eller indfald ned på. - Det er ret så klistret at male med, siger Julie Rix Bagger, interaktionsdesigner, der sidder lige inden for døren til højre. - Men det fungerer smaddergodt. Vi kan se, hvad hinanden laver. Og Christian har plads at skrive på, ler hun og ved besked. Hun var ikke alene den første ansatte i Tradeshift. Hun var også med, dengang han som 19-årig dannede firmaet Human Zoo i hendes hjemby, Aalborg. Det var i 1997, hvor ingen havde hørt, man kunne bruge nettet til noget som helst, men han satte sig for at lave hjemmesider, gjorde det, blev millionær og gik konkurs to år efter, da dotcom-boblen brast. Idealister - Man kan ikke andet end at følge ham. Der er jo en større idé med det, vi laver. Vi skal hjælpe de små virksomheder. Det tiltaler idealisten i os alle, siger hun og fortæller, hvordan "han er så god til at motivere os, stoler på os, drager os med i beslutningerne, men hele tiden holder det store mål for øje, når vi drukner i vores to-do-lister, han er så visionær, bliver ikke stresset, men er passioneret. En kæmpekapacitet." - Og så er han så rar, sukker hun som sløjfe på den buket roser, hun som nordjyde selv er overrasket over, at hun kan få sagt så hurtigt. - Men det er, fordi det er sandt, siger hun og bedyrer, at "han altså også er endnu mere nordjyde end mig, så sindig …" - Det overrasker mange, også i udlandet, at han ikke bare jubler og falder på halen, men tager den med ro. Måske er det sådan, at netop sådan en jysk egenskab gør mere gavn, når den kommer ud i verden, funderer hun. Han hører det ikke, er i gang med at vise fotografen rundt og opsnapper heller ikke hendes latter over spørgsmålet, om han ikke lever op til alle klichéerne om en it-nørd, der kommer til tops. - Det kan da godt være. Vi har jo bordfodbold, og jeg sad ude i en kælder og arbejdede, og så kom de om aftenen og arbejdede videre. Men jeg håber, han bliver prototypen på fremtidens direktør. Det gør jeg virkelig, siger hun. Dét hører han og ser forlegen ud. - Det er ikke mig, der skaber noget. Det er de ansatte. Julie og de andre, siger Christian Lanng og har da også ret. Men det er ham, der sørger for, at de kan skabe så meget, at en dansk verdenssucces er på vej. - Jo, jo, jeg gør, hvad jeg synes er rigtigt, trækker han på det, men uddyber så den ledelsesfilosofi, der mere end noget andet har skabt Tradeshifts fremgang. For der findes it-eksperter alle vegne, og man kan tapetsere paladser med unge mennesker med vidunderlige ideer, men de fleste bliver ikke til mere end egne projekter og eventuelt et lille salg. Tradeshift er anderledes. Helt anderledes. At få den omtale, de har, de kunder, den fremgang, skyldes ledelse. Hans ledelse. - De fleste ledere har komplet misforstået mennesker, fastslår han. - De ser dem som nogle, der ikke kan lide at arbejde, men det vil folk da gerne. Det er en myte, at man skal bruge magt som leder. At man skal kontrollere. Man skal tro på folk, vise dem tillid, det er jo 70 pct. af deres vågne liv, det handler om. De vil da gerne gøre det godt. Selvkørende Så han ansætter folk og lader dem køre selv. De må arbejde, når de vil. Her er åbent altid, men de må ikke arbejde sig selv ned, "hvem gavner det", som han spørger. Han kalder det piratledelse, når han giver lov til at købe og gøre det uden at spørge overordnede om lov først, for de "ved alligevel bedst, hvad der virker, og vi skal nå det på tre dage, andre bruger halve år på." - Jeg hader at sidde i rundkreds. Vi skal ikke være ens. Eller enige i hinandens detaljer. Det er ikke det, vi gør her. Vores teams er selvkørende, siger han og forklarer om den samling af de bedste programmører i Europa fra i alt 16 lande, der foreløbig sidder her på den gamle politistation, hvor hestene har travet ind og ud af stalden i stueetagen og båret patruljerende betjente rundt i byen. Foreløbig er her 50 fordelt over fem lande, men der kommer over 100 uopfordrede ansøgninger om måneden, og der ansættes i en lind, men meget, meget styret strøm. - Rekruttering er det vigtigste. Får jeg ansat de rigtige, slipper jeg for micromanagement. Det er ret skønt, lyder det med slet skjult underdrivelse. For han orker ikke at kontrollere og vise mistillid. Han ved, hvad det gør ved folk. Har selv oplevet det som elev i folkeskolen, ved, hvordan voksne og børn agerer, når de får magt. Så selv om han gerne vil give finanskrisen "den gode skyld" for, at han har fået så mange og stærke kræfter hertil, så indrømmer han, at han som person har en andel. - Jeg er god til at lave "vi", erkender han og ser det stamme fra forældrene, der lærte ham at reflektere over, hvad der skete omkring ham. - Meget ledelse og meget andet handler meget mere om at lytte end om noget som helst andet, forklarer han, og det lyder nemt, men er det ikke. - Jeg havde vel hjerne til at gennemskue, hvad der skete allerede dengang i skolen, uddyber han. - Jeg kunne se al den dårlige gruppedynamik, der kom i klassen. Vores var ikke værre end andre, tror jeg. Det var en typisk folkeskoleklasse på en typisk folkeskole. Typisk dansk. Man måtte ikke stikke ud. Det var "ikke altid sjovt" at være en, der "ikke kan klare uretfærdighed og heller ikke kan være tavs med det". Indimellem var det faktisk superdumt, erkender han, som derfor også "nogle gange blev den rene vatpik", men det sved så indeni bagefter. - Som barn var det hårdt at være anderledes. Men jeg havde jo et valg. Enten kunne jeg give efter. Eller også kunne jeg stå igennem det som mig. Hvad han oftest valgte, er ret åbenlyst, og at det kunne lade sig gøre, skyldes "dem derhjemme". Pilfinger I de første syv år var hjemme et lille yndigt stråtækt hus ud af syv i alt i lillebitte Skinbjerg nær Skørping. Da nummer to lillesøster kom til, rykkede familien til Rebild. - Far og mor har lært mig at sige fra. Og fantasien. Den er afgørende, siger manden, der havde mindst 20 kilo Lego som barn og byggede og byggede alverdens ting, "et kæmpe landskab", og lærte, at han selv kunne finde på, kunne bestemme, at det hele ikke bare behøvede at være som på tegningen. - Det er min far langt hen ad vejen. Han blev landmand, det er mange i familien, og han arbejder som kørselsleder, men indeni er han ingeniør, en opfinder. At lege med Lego har været enhver it-skabers barndom. At sætte klodser sammen svarer til at bygge en dampmaskine, en computer, et program, og legen lærte ham, hvad han ville, den lille. Så hvert år ved juletid, fra han var 7 til 10, afleverede Christian et ringbind til sine forældre. I det havde han klistret side efter side til med billeder af en Commodore 64, brødkassecomputeren fra 1980'erne, som alle raske drenge drømte om. Og som han fik. - Det var ikke for at spille på den, men for at skille den ad, husker han. Det gjorde han så en dag, og da hans far kom ind og så den spredt ud over hele gulvet, sagde han lige så stille, at "vi ruller lige gardinet ned, så mor ikke ser det." - Den må have kostet dem en formue, så jeg forstår godt, hvis hun var blevet lidt ude af den. Men de to satte sig ned og samlede den, og resten er it-historie, kan man drille ham med, og det er sandt, for han så sig ikke tilbage, men er forblevet nørd. - Ja da, ler han. For nok synes han, at selve teknikken er sjov og laver leg med alle de små grå, han har øverst, men det er egentlig ikke det, der driver ham. Mulighederne Det er det, it gør. Kan gøre. - It er i dag i sig selv samfundsomvæltende, fastslår han. - Se på nettet. Det er grundlæggende demokratisk. Alle kan få informationerne. Gratis. Det virker sådan politisk - se på landene i Nordafrika - men det virker også sådan inden for erhvervslivet, og det overrasker måske mange. Men det er virkelig på vej nu, forudser han. Han er den første generation af voksne, som er vokset op med internettet som en del af hverdagslivet, og det er netop nettets muligheder, der har formet den måde, han tænker på. Han hackede som en selvfølge, da han gik i 1. g, brød ind i andres programmer, for han ser ikke al verdens informationer som noget, man skal beholde for sig selv. De skal deles. Komme alle til gode. - Man kan godt sige, Tradeshift har et emotionelt formål, siger han så. - Vi vil gavne de små firmaer og tænker så, hvordan gør vi det? Hvis vi var 100 procent profitorienteret, ville de fleste af os slet ikke være her. Vi er ikke som generationen før os, hvor det enten var kapitalisme eller world peace. Min generation er ikke bange for at bruge kapitalismens værktøjer til at gøre godt med. Og vi mener, det kan lykkes. Afviser grådighed Finanskrisen viste, at kapitalisme med grådighed som den primære drivkraft fik det meste til at bryde sammen, men nu er de unge på vej med nye måder at tænke forretning på. - Greed, grådighed, er så uncool, jeg gider det ikke, fastslår Christian Lanng. Tradeshift viser vejen ved at lave gratis programmer til det, især de små firmaer bruger uforholdsmæssig meget tid på, men ikke er særligt gode til, nemlig fakturering. Ved et enkelt klik på Tradeshifts hjemmeside kan man gratis få programmet og endda også plads til, at regnskaberne kan ligge derude på nettet, fordi computerne hæftes sammen i det, man kalder en sky, cloud computing. Hver enkelt kan selv gå ind og se, om fakturaen er blevet betalt. Og det firma, man sender til, kan gøre det samme og endda skrive kommentarer eller andet, hvis det er på Tradeshift også. - Det svarer lidt til Facebook, forklarer Lanng. Og det spreder sig på samme måde. Viralt. Det smitter. Programmet er gratis, og det udvikles af brugerne selv, fordi det ligger åbent derude som al anden open source-teknologi. Men Tradeshift laver en lang række ekstra programmer, hvor de hjælper store firmaer med at få styr på alle deres informationer. F.eks. gælder det viden om, hvem der har fået leveret hvad og betaler hvornår. Den slags viden er enorm værdifuld, når man driver en stor virksomhed, og de betaler derfor ekstra for disse services. Ideen er, at alt det, de små skal bruge, skal være gratis, mens de store skal betale nok til, at det kan blive ved at være sådan, understreger direktøren og fortæller, at de store sparer en mængde tid internt ved ikke at skulle behandle papirfakturaer fra de små. - Så det er en win-win-situation, som det hedder så plat, men sandt, siger han. De har konkurrenter, Tradeshift, men efter en nordjysk pause må han stå ved, at "Tradeshift er den største spiller i verden". - Det i sig selv er "fantastisk sjovt", men det er mere spændende, hvad denne omvæltning af pengestrømmen kan gøre ved folk, mener han. Store softwarefirmaer som SAP har tjent sig selv kolossale ved at lave økonomiprogrammer, som både køber og sælger skulle have, fordi de ikke kunne kommunikere med andre programmer. Det har betydet enorme udgifter for firmaer, når de ikke har kunnet sende regninger på deres eksisterende program. Og når kunder har forskellige programmer, bliver det dobbelt dyrt. Også for miljøet, for mange har måttet sende papirfakturaer til Østeuropa til indscanning, så de kunne komme ind i regnskabssystemerne på rette vis. - En af vores kunder sendte en lastvogn af sted hver uge, indskyder Christian Lanng. Der er gode ord at sige, men mange er bange. - Bankerne er vel nervøse, fordi de ser, at næste skridt kan blive, at man kan betale over Tradeshift, siger Christian Lanng og nægter hårdnakket at svare på, om den angst er reel eller ej. Teoretisk eksisterer den i al fald, og det er det, der blandt andet fik Wall Street Journal og Wired til at udråbe Lanng og Co. til at være "the most disruptive", det mest omvæltende, firma i det globale erhvervsliv lige nu. Fordi de piller ved pengene. Forstyrrer pengestrømmen. Fjerner fortjenesten ved at flytte penge. Den fortjeneste, bankerne lever af. Christian Lanng vil ikke snakke mere om konkurrenter og andres angst, det er ikke konkurrence og frygt, der interesserer ham. Han erkender også åbent, at han er så ringe til bordfodbold, at udvikler Daniel Spitzer, som han tager en kort kamp med, "ikke ville kunne vise sig", hvis han taber til sin chef. Der er da heller ikke meget overlegenhed over Lanng ved Bonzini-bordet, selv om han lige når at vende ansættelsen af en ny ansvarlig for salg i Tyskland med de to, der har samtale med hende i dag. - Hun bor i Tyskland, var forfulgt i Egypten, hun har kæmpet for det, hun tror på. Og de to kan virkelig godt lide hende, så hende ansætter vi nok, siger Christian, inden han fair over for Daniel afslutter kampen ved 4-4. At tænke, som han gør i Tradeshift, er ikke en pludselig opstået forretningsmodel, men den måde, han altid har arbejdet på med teknologi.Hans første firma, det i Aalborg, udsprang af hans eget nørderi og af at bo i et "ekstremt kreativt bofælleskab i Danmarksgade, hvor vi hørte jazz om aftenen og havde alle mulige job om dagen." De smås præmisser Han solgte aviser per telefon, og smittet af kreativiteten tænkte han: Hvorfor ikke også sælge hjemmesider. Som tænkt, så gjort. Men tiderne åd de millioner, de tjente, som alle røg ind i Human Zoo igen, så som 21-årig stod han uden uddannelse, uden penge, uden job. Heldigvis også uden gæld. - Jeg brugte et halvt års tid på at have ondt af mig selv, men så besluttede jeg mig for ikke at blive bitter. Det er også lidt pinligt at blive i den alder, ikke? Han ville studere, men datalogi, "det kunne jeg jo", så hvad skulle det så være? Han valgte sociologi, for "økonomi kunne jo ikke forklare det, der var sket med dot-com". Efter tre år havde han en bachelor fra Aalborg Universitet, og "så vidste jeg, at det næste, der skulle ske med mig, ikke skulle ske i Aalborg." Da han i København i 2005 var kommet et års tid ind i sine kandidatstudier, tog han et studiejob i Videnskabsministeriet. På det it-politiske kontor var hans første opgave at se al lovgivning om offentlige betalinger igennem. Det afslørede blandt andet, at man bandt de små firmaer til at bruge EDI, fordi det passede godt til de store, men de små havde ikke råd, og deres papirregninger blev sendt til scanning. - Så jeg rendte dum og naiv til min kontorchef og sagde, at det var for dumt, og det offentlige burde da af alle tage imod alle former for fakturaer på nettet. Det svarede jo til, at man sagde, at man kun ville have regninger på en bestemt farve papir ... I korte træk fik den unge mand at vide, at han "skulle kende sin plads og holde kæft". Men ingen af delene egner han sig til. Rygtet om ham bredte sig, andre med samme tanker tog kontakt, blandt dem Mikkel Hippe Brun, der var teknisk ansvarlig for statens begyndende forsøg med e-handel. Han havde selv prøvet at tage kampen, nu var de to, de "plagede og plagede", og til sidst fik de et halvt år og fem millioner kroner. Studierne lå lidt stille, mens han avancerede til projektansat og siden fuldmægtig, da de to i 2007 kunne lancere www.nemhandel.dk bygget på open source, hvor 70.000 både store og små virksomheder kunne handle online med det offentlige. Det var aldrig sket før, at så mange kom med så hurtigt. Det var 40 pct. af alle firmaer. Og det var, fordi vi ikke byggede det op på de stores præmisser, men på de smås, forklarer han. Frihed I 2008 kastede de sig ud i et europæisk projekt af samme art. PEPPOL havde 13 lande med, tog et år, kostede 30 millioner euro og gjorde ham til den yngste kontorchef i centraladministrationen nogensinde. - Vi arbejdede ud fra: Så fyr os, for fanden! Vi gjorde det på vores måde, for det var ikke det at være embedsmænd, vi ville resten af livet. Det gav os en frihed uden lige. Og det er jo også svært at fyre folk med succes, ikke? Undervejs kom de også i kontakt med Gert Sylvest, der var konsulent for dem fra firmaet Accenture. Han begyndte som Microsoft-mand, det var politikken i Accenture, men han skiftede også til open source. Det er den eneste rigtige - især i det offentlige, fastslår Lanng og sammenligner computersystemer med landeveje. - Begge dele er infrastruktur. Der er sådan set ingen forskel. Det offentlige er landets største it-system, men ligesom vi ikke kunne forestille os, at dem, der fysisk byggede Storebæltsbroen, skulle eje den, hvorfor skal det så være enkelte firmaer, der bestemmer over vores datatrafik? I sin tid i Videnskabsministeriet har han fået skubbet open source ind, så det nu er til stede, men stadig ikke den eneste måde at få programmer eller udgive informationer på. Der bliver også købt programmer, som firmaer tjener godt på at vedligeholde, og mange i det offentlige tænker stadig, at man skal tjene penge på at have informationerne i stedet for at lægge dem ud, så borgerne kan bruge dem. Og dermed ligger der "så mange, mange informationer" i det offentlige, som man ikke har skattekroner til at udnytte. F.eks. alle kort. - Det er tåbeligt. Det er jo vores alle sammens informationer, lad os da få dem brugt til noget godt, siger Lanng, der dengang kom så langt, at han fik en konkurrence i gang, der resulterede i bl.a. www.findtoilet.dk, hvor en dame fik lov at hente informationerne, så hun kunne lægge alle offentlige toiletter ind på en hjemmeside. Sprang ud Men grænsen gik ved konkurrencer, små forsøg, det store tankespring var det offentlige ikke klar til. Så i sommeren 2009 hoppede Lanng selv. Ikke et højt hop, i første omgang var det bare et forsigtigt svar på en under 40 bogstaver lang forespørgsel på Twitter fra it-investoren Morten Lund, der havde tjent penge på internettelefonen Skype, om "der var nogen, der kendte noget til den offentlige sektor og open source?". - Jeg fortalte ham om nemhandel.dk, og han sagde meget, meget højt: Så kom da ind i kampen! Det skal da være et produkt. Det kan blive kolossalt. Og så inviterede han mig til Dubai weekenden efter. - Men jeg havde det jo godt. Et godt job. 37 timer. God løn. Det var let. Men det var for let ... Så den tossede start gav Julie et nyt job få måneder efter i et firma, de tre - Christian, Mikkel og Gert - stiftede ude i Morten Lunds kælder på Østerbro. De havde stadig ingen penge, for Lund havde brugt alle sine på Nyhedsavisen, men de skrev på Twitter, hvad de var i gang med og spurgte, om nogen ville programmere gratis mod at få aktier? - Vi fik 250 svar med det samme. Også fra store, velrenommerede firmaer. De havde programmører, men ingen ordrer der under krisen. Vi valgte 30, der sad over hele kloden. Og vi tre tog derud om aftenen efter arbejde. Ministeriet vidste, hvad han lavede, han trak sig ud af de projekter, der lå for tæt på. I de næste måneder sov han ikke. Kassekreditten blev der også trukket på, men en dag kom it-investor Klaus Løvgren med 340.000 euro og satte dem ind på kontoen. Lanng sagde op til 1. december. Fik sovet lidt. Omvæltningen Men allerede to uger efter, under klimatopmødet, mødtes han med en journalist fra Wired. Og da artiklen med Tradeshift var på forsiden i april 2010, "brød helvede løs", hans nattesøvn forsvandt igen, interesserede væltede ind, COOP, SCA Packaging, Best Buy. De største. Siden er det gået opad og udad, vestpå og østover. Til møder. Til foredrag for blandt andet den internationale finansverden, der fik at vide, at "banks suck at technology". Knægten fra Skinbjerg gjorde, som han plejede. Talte enkelt, sagde sin mening, og den europæiske vicedirektør for PayPal, Renier Lemmens, kom med det unavngivne millionbeløb. - Han ringede først og spurgte: "Are you up for acquisition?" Var vi til salg? Nej, svarede jeg med det samme. Det her er ikke en dyr jobsansøgning. Det er større end bare lige at tjene penge. Han får løn, Lanng, men er mest glad for at mødes med de andre og lykkelig over, at han er "moden nok til at nyde det og sige wow" til sig selv, når han har stillet sin cykel i gården, går op ad trappen og træder ind ad døren til "alt det her, der jo er virkeligt". Han arbejder hele tiden. - Det her er en chance, det ved mine venner. Jeg tror jo så meget på det her, siger han, der ellers er "glødende ateist". - Det er kun mennesket, der kan gøre verden bedre.{