Robin Williams’ enke: Derfor døde han

Robin havde kun tre år tilbage, fortæller Susan Williams

Scanpix

Scanpix

Den folkekære filmstjerne efterlod sig tre børn og konen Susan Williams, der for første gang nu taler ud om tragedien, hvor alt blev forandret.

- Han var min drømmemand. Vores kærlighed var noget, som jeg tidligere kun havde drømt om, fortæller hun i et rørende interview med ABC News.

”Godnat, min elskede”

Parret var sammen i syv år, og natten inden den skæbnesvangre dag var de på vej i seng og udvekslede, hvad der skulle blive de sidste ord.

- Han sagde ”godnat, min elskede”, og jeg sagde det samme til ham.

Om morgenen kørte Susan Williams på arbejde og bad parrets personlige assistent om at få Williams til at ringe, når han vågnede.

- Da hun skrev, han ikke var stået op, vidste jeg, at der var noget grueligt galt. Jeg skreg ”Robin!” hele vejen hjem.

Diagnosticeret med Parkinsons

Da hun kom hjem til parrets hus, forsøgte ambulancefolk at redde Williams’ liv, men det var allerede for sent.

- Da jeg så ham, sagde jeg: ”Jeg tilgiver dig af hele mit hjerte. Du er den modigste, jeg kender”.

Op til den skæbnesvangre dag kæmpede Williams ifølge enken med paranoia, angst og depression, og i maj 2014 blev han diagnosticeret med Parkinsons.

- En dag fandt jeg ham med blodige flænger i hovedet, fordi han var faldet. Det ene sekund var han sammenhængende - det næste øjeblik det modsatte. Særligt den sidste måned var slem, og lægerne planlagde at indlægge ham på en neuroklinik, erindrer hun.

Var ramt af demens

Den efterfølgende obduktion viste også, at den Oscar-vindende stjerne udviste tegn på den dømmekraft-svækkende demensform Lewy body.

- Hvis han var heldig, havde han tre hårde år tilbage at leve i. Det var et mareridt, og han var i opløsning.

Ifølge enken tog ”Good Will Hunting”-stjernen livet af sig selv og sygdommen, inden det tog livet af ham.

- Han var syg og træt af det hele, men jeg anede ikke, at han overvejede selvmord. Jeg tror, det var hans måde at tage magten, og jeg bebrejder ham ikke det mindste.

/ritzau/FOKUS

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.