Roblon tjener igen penge

Færre ansatte i frederikshavnsk virksomhed

FREDERIKSHAVN:Roblon tjener penge igen. Den børsnoterede industrivirksomhed kommer efter par magre år ud med et resultat før skat på 11 mio. kr. (7,8 millioner kroner efter skat) mod 1,3 millioner kroner året før (1,8 millioner kroner efter skat). Plusset på bundlinjen er skabt på grundlag af uændret omsætning og færre ansatte. Der var sidste år i gennemsnit 136 medarbejdere mod 152 året før. Roblons Engineering i Sæby, der fremstiller tovværksmaskiner, har problemer med afsætning og indtjening og slutter året i minus. Afdelingens mangeårige leder, direktør Knud Kurtzmann, fratrådte i marts sidste år. Bedre går det i de to andre divisioner, Roblon Industrial Fiber og Fiber Optics, der begge har præsteret større omsætning og indtjening end ventet. Bestyrelsen venter øget omsætning i alle tre divisioner næste år og overskud i samtlige divisioner. Samlet ventes et resultat på 10-15 millioner kroner. 7,1 millioner kroner - næsten hele årets resultat - udloddes til aktionærerne, der får 20 procent i udbytte. Roblon er børsnoteret. Selskabet kontrolleres af fabrikant Erik Schou, Strandby ved Frederikshavn. Han ejer godt 20 procent af aktierne og sidder med en stemmeandel på 67 procent.