Robot styrer medicinen

- Det er både drengerøv og sund fornuft, siger apoteker om sin højteknologiske robot

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tyske teknikere er i øjeblikket ved at installerede robotten på Sæby Apotek.

Stort set dagligt modtager Sæby Apotek nye forsyninger medicin. Masser af små æsker og glas, der møjsommeligt skal sorteres og sættes på plads. Hver dag bruges 2-3 mandetimer til dette arbejde. Og når noget havner på en forkert hylde på lageret - og det sker af og til - går et større detektivarbejde for at finde den "forsvundne" medicin. Også det tager tid - og koster penge. Det må kunne gøres nemmere, tænkte apoteker Preben Smed Jeppesen for efterhånden noget tid siden. I disse dage er tyske teknikere så i færd med at montere resultatet af apotekerens tanker: Nemlig en kæmpestor robot, der ved hjælp af fangarme, sugekopper og en avanceret computer fremover vil udgøre apotekets fuldautomatiske lager. - Jeg er jo lidt af en drengerøv. Jeg synes simpelthen, det er sjovt, det her. Men det er også sund fornuft og en investering i fremtiden, siger Preben Smed Jeppesen. Selvom robotten er højteknologisk, bliver det nem at betjene for apotekets personale. Pilleglas og medicinæsker skal bare stilles på et transportbånd. Så vil robotten via stregkoder og varenumre kunne "genkende" medicinen og stille den på de rette hylder på lageret. Samme princip gør sig gældende, når en kunde træder ind i butikken med en recept. Varen tastes ind på en computer, og efter få sekunder kommer medicinen ud af et hul i væggen. - I dag fiser vi rundt for at finde medicinen til folk. Det kan godt være lidt hektisk. Fremover får vi tid til at rådgive folk, mens vi venter på, at robotten finder medicinen frem, siger Preben Smed Jeppesen, der også mener, at robotten vil optimere apotekets lager. - Robotten holder styr på udløbsdatoer og henter den ældste medicin, så vi undgår at noget bliver for gammelt, siger han. Den nye robot har dog også sine begrænsninger. Den har svært ved at håndtere runde glas - især hvis de er tunge. Robottens fangarme kan simpelthen tabe glassene. Derfor kan apoteket ikke fuldstændig undvære det gamle lager. Selvom arbejdsgangene bliver betydeligt mere rationelle på Sæby Apotek, lover Preben Smed Jeppesen, at der ikke vil ske fyringer. - Jeg vil ikke afvise, at vi vil skære i bemandingen ved naturlig afgang. Det er det. Alt tyder også på, at det vil blive svært at tiltrække personale i fremtiden, så vi får god brug for robotten, siger Preben Smed Jeppesen. Robotten er fra firmaet Rowa og koster Sæby Apotek halvanden mio. kroner, når alle omkostninger er talt med. På Sæby Apoteks hjemmeside www.saebyapotek.dk kan man se tre små film, som illustrerer hvordan robotten arbejder.