Forskning

Robotten skal halte

Forskningsprojekt skal hjælpe gangbesværede

Jakob Stoustrup har fået 250.000 kroner til at bygge en ny robot, der skal halte. Foto: Michael Bygballe

Jakob Stoustrup har fået 250.000 kroner til at bygge en ny robot, der skal halte. Foto: Michael Bygballe

AALBORG:Mange store firmaer bygger robotter. Kostbare og helst perfekte robotter, der kan simulere menneskets gang. Nu vil professor Jakob Stoustrup, Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer, også bygge en to-benet, gående robot. Men den skal halte. - Den skal udvikles i samarbejde med Institut for Sundhedsteknologi, så de studerende kan bruge den til at undersøge, hvordan man får folk på benene. Det kan være i forbindelse med genoptræning efter skader eller udvikling af hjælpemidler, forklarer Jakob Stoustrup, der forsker i reguleringsteori. Han mener nemlig, at der en betydelig mangel på viden om gang hos mennesker med større eller mindre gangbesvær. Til gengæld er principperne for raske menneskers gang grundigt undersøgte. Jakob Stoustrups egne studerende skal bruge robotten til afprøvning af avancerede reguleringsprincipper. Fra Dannin Fonden - Ingeborg og Leo Dannins legat for videnskabelig forskning - har Aalborg-professoren netop fået 250.000 kroner til arbejdet med robotten. I forhold til de summer, multinationale selskaber som Honda, Toyota og Sony bruger på at udvikle robotter, er det småskillinger, men den specielle arbejdsform på Aalborg Universitet gør, at pengene alligevel rækker langt. Arbejdet med robotten kommer nemlig til at ligne blandt andet processen med at bygge satellitter på universitetet: Et antal studenterprojekter tager fat i forskellige dele af projektet. Derfor regner Jakob Stoustrup med, at det varer et par år, før robotten er på benene. Han er tilknyttet Afdelingen for Proceskontrol på sit institut. Det har de seneste 10 år bragt ham i kontakt med vidt forskellige teknologiske områder: fra kraftværker over cd-afspillere, kølesystemer, staldautomation og solvarmeanlæg til svejsemaskiner, for blot at nævne et udpluk. - Vi arbejder med metoder, som bygger på matematiske moduler og matematisk optimering. Det er meget generelle metoder, som kan anvendes inden for vidt forskellig teknologi - ved at tænke abstrakt er det ofte muligt at finde fælles løsninger, forklarer Jakob Stoustrup.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst