Robotter ikke nok

Flere kommuner går i disse krisetider med planer om, at erstatte op til 80 pct. af den hjemmehjælp til rengøring, der gives til svage ældre med en robot. I dette tilfælde en såkaldt robotstøvsuger.

Socialforsorg 18. december 2011 05:00

Disse støvsugere skulle efter sigende være de rene vidundere, der kan holde en lejlighed pæn og ren uden at spilde penge i øst og vest til reelle hjemmehjælpere. Og det lyder jo vidunderligt, men når noget lyder for godt til at være sandt, så er det jo ofte også tilfældet. Det viser sig nemlig, at disse støvsugere ikke er helt så selvhjulpne, som de ved første øjekast ser ud til. Så er det nærmere beskæmmende. En rapport fra Ingeniørhøjskolen I Aarhus, konkluderer nemlig, at støvsugerne kun kan anvendes af en "kompetent og selvhjulpen person". Nu er det bare sådan, at "selvhjulpne" personer slet ikke kan bevilges hjælp. Så den erstatning, som kommunerne tilbyder de ældre lever ikke op til den hjælp, som de ældre er visiteres til. Samtidig viser rapporten, at støvsugeren ikke kan klare langhårede tæpper, niveauforskelle over 2 cm, områder ved bordben, hjørner, samt ved vægge. Og så har vi ikke engang omtalt møbler, karme og spindelvæv. Så løsningen med robotstøvsugere ville altså kun virke, hvis vores ældre bor i tomme kasser, uden karme og møbler, for slet ikke at tale om tæpper. Oveni kommer, at den ældre tvinges til selv at betale for maskinen, der koster flere tusinde kroner. Set i dette lys ryger højst sandsynligt julegavebudgettet til børnebørnene. Løsning er altså dyr, dårlig og samtidig fjerner den en væsentlig menneskelig kontakt for de ældre, der er ensomme. Det mener jeg og Dansk Folkeparti ikke er acceptabelt. Derfor siger jeg nej til tekniske løsninger, der ikke er klar. Nej til at fjerne den menneskelige kontakt hos de ældre. Men ja til en værdig alderdom - god jul til jer alle, men særligt til de ældre og deres dygtige hjemmehjælpere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...