Robust finne i skøjterne

Super forstærkning til White Hawks

White Hawks kunne torsdag eftermiddag præsentere klubbens nye satsning - den 30-årige finske elitespiller - Teemu Normio, der har spillet over 500 kampe i den finske SM-liga. Han er, med sine 95 kilo og 187 cm en spiller i den tunge klasse. Og netop de forhold gør ham til et virkelig fremagende match for White Hawks. - Vi har mange unge tekniske spillere, og netop koblingen til en robust spiller kan være helt afgørende for resultaterne i de sidste tætte opgør i det nye år. Det fastslår træner Henrik Christiansen - og han understreger samtidigt, at forstærkningen også er afgørende set i lyset af det indgreb landsholdssamlingerne gør i den unge trup. - Det er rigtig fint, at vore unge spillere er så dygtige, at der kaldes på dem, men hvis ikke vi var blevet forstærket, så kunne det virkelig have komme knibe for os i februar, siger Henrik Christiansen. Forstærkningen med Teemu Normio finansieres af en af White Hawks hovedsponsorer Claus Thorø. Hvad den finske spiller har kostet Claus Thorø er en hemmelighed, men efter hvad Frederikshavnnyt.dk erfarer er prisen et sekscifret beløb. - Når man brænder for ishockey, så kan man jo ikke lade være - og holdet har brug for en robust forstærkning for at holde de gode takter hen over hele sæsonen, siger Claus Thorø. Den finske spiller er vant til at spille 50-60 kampe årligt og det vinder også om hans robusthed. Med så stor en kampliste er der nemlig ikke palds til mange skader. Teemu Normio bosætter sig i første omgang alene i Frederikshavn. Men White Hawks forventer, at hans familie kommer til byen i forbindelse med førstkommende landsholdspause.