Rock Hard Power Spray i Maskinhallen - hvis Du altså tør!

Palle W. Nielsen
Der er lagt op til fed rock i Maskinhallen 4. april.
Musik 21. marts 2007 05:00

FREDERIKSHAVN: Onsdag 4. april klokken 21 - dagen før påske - optræder et af tidens hotte rockorkestre, Rock Hard Power Spray, i Maskinhallen i Frederikshavn. - Det bliver et møde med dette rockband er på alle måder nyt for Frederikshavn, rock af den rå og beskidte slags uden hæmninger af nogen slags og råt udbrud fra et energikraftværk, hvor selv forsyningen må se sig overhalet, siger Jesper Jul på vegne af ungdomsnetværket der står for koncerten. Rock Hard Power Spray spiller rock. Altså den slags, der svedende driver ned af væggene, den slags, der piber i ørerne flere dage efter - ingen dikkedarer, ingen hæmninger, ikke noget pis! Punkens energi er blandet med rockens riffs og melodier, der høvles af sted med 200 kilometer i timen og 140 decibel i ørerne - alt sammen støvsuget for 90’ernes ynk og klynk. Det her er Rock’n’fuckin’roll, som man ikke har set det i lang lang tid, har vi læst os til. På en stor festival i Sydtyskland i august måned vandt Rock Hard Power Spray den internationale finale i verdens største musikkonkurrence, Emergenza Festival 2005. Det er en årlig konkurrence med over 7000 deltagende bands på verdensplan. Præmien her er en fuld betalt promotion turné i USA i 2006, sammen med blandt andre Green Day. 2005 var én vild sprint mod gennembruddet for Rock Hard PowerSpray; og på vejen fik de trukket sig et bredt spor af kaotiske koncerter, skandaler, vilde rygter, avisforsider og smadrede instrumenter. I marts måned blev der indspillet en pornofilm live under en koncert på Rytmeposten i Odense - en happening, som ryddede forsiden af Ekstra Bladet. Filmen er allerede i distribution i mere end 10 lande. Hvorfor gjorde de det? Fordi rock skal provokere, chokere og pirre som ind i helvede, har vi også læst os til. 2006 har indtil videre budt på en chokerende optræden ved P3-Guld, en 23 koncerter lang Europatour sammen med Bloodhound Gang og en Danmarkstour, som bringer drengene rundt til hver en afkrog af landet. Albummet ”Commercial Suicide” indeholder 16 rockskæringer med tekster om sex og drugs. 4. april er bandet i Frederikshavn. Opleve dem. *Hvis Du tør!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...