Sport

Rock i Frederikshavn fortsætter trods røde tal

Publikum svigtede, men Sportens Venner giver ikke op og arrangerer også Rock i Frederikshavn i 2013

Kun 5.500 løste billet til Rock i Frederikshavn lørdag den 9. juni. Det gav røde tal på bundlinjen og Sportens Venner er nu i tænkeboks om næste års live-koncert på Knivholt. Foto: Peter Broen
Kun 5.500 løste billet til Rock i Frederikshavn lørdag den 9. juni. Det gav røde tal på bundlinjen og Sportens Venner er nu i tænkeboks om næste års live-koncert på Knivholt. Foto: Peter Broen Peter Broen

FREDERIKSHAVN: Rock i Frederikshavn består trods økonomisk underskud og svigtende billetsalg i år.

Kun 5.500 betalende tilskuere fandt vej til Rock i Frederikshavn, og det giver for tredje år på stribe røde tal på bundlinjen for Sportens Venner.
- Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, men vi har besluttet os at fortsætte med et en-dags arrangement i 2013, siger Thomas Hansen fra arbejdsgruppen bag koncerten på Knivholt.

Alle regninger betalt

Sportens Venner har betalt alle regninger og er også i stand til at udbetale en skilling til Kvissel-Ravnshøj IF og Gærum IF, de to foreninger bag arrangementet.

- Vi lavede et overskud på koncerten med De Gyldne Løver, og så er vi en 10-20 mand, der tager rundt som hjælpere til nogle af de andre koncerter i blandt andet Thisted, Holstebro og Ringkøbing. På den måde løber det samlet set rundt, siger Thomas Hansen.

Dobbelt så mange i Thy

Sportens Venner har overvejet at trække stikket og stoppe efter 10 år med rock på Knivholt.

- Når vi er så tæt på nulpunktet, som tilfældet er, skal der ikke meget til, før det går galt.
- Vejret har stor betydning ved en udendørs koncert, og det bliver ikke lettere at skaffe frivillige hjælpere, men vi kan se, at de i Thisted og Holstebro samlet næsten dobbelt så mange tilskuere som vi gør til stort set det samme musikprogram og spørger selvfølgelig os selv, hvad vi gør galt.

Modtagelige for ændringer

- Vi er modtagelige for ændringer, så vi fortsat kan lave en god musikfest i Frederikshavn, siger Thomas Hansen.

En af forklaringerne er det store udbud af kulturelle arrangementer i Frederikshavn og omegn, der betyder stor konkurrence om tilskuerne.
- Det er hårde tider for koncertarrangører, og vi har ikke hørt om den sidste koncert, der giver underskud. Der bliver formentlig luget lidt ud i antallet, og så står vi stærkere, samtidig med at musikhonorarerne forhåbentlig kommer ned i et lidt mere realistisk niveau, siger Thomas Hansen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden