Rock-mestre på borgmester-besøg

Musik-talenter gav mester-diplom til kommunen

Lokalpolitik 6. oktober 2002 08:00

STØVRING: Det var svært at se, at der bor så mange heftige rytmer i de høflige gæster, som sidst på ugen besøgte Anny Winther på borgmesterkontoret. Men de otte teenagere, der stimlede sammen her, har faktisk hevet intet mindre end et nordjyske mesterskab i rock til Støvring. Til sammen udgjorde de unge fyre to bands, "Reluxe" og "Linoleum", der brugte forrige lørdag på at spille titlen hjem overfor konkurrenter fra fem andre kommuner. Det giver dem to dages gratis indspilninger i det professionelle Quint-studie i Aalborg. Og dem må bandene så se, om de kan få brugt. For "Linoleum" indspiller i øjeblikket fast på Aalborg Ungdomsskoles studie "Station 10" i Nørresundby, og "Reluxe har lige en anden præmie, som de skal have brugt først. - Vi fik noget studietid, da vi vandt grand prix i Arden tidligere i år, og den skal vi faktisk bruge her i weekenden, kunne Reluxe-guitaristen Mads Winther Nielsen fortælle, mens borgmesteren lod et fad med chokolade og vindruer cirkulere. Begge de unge bands har markeret sig flot ved andre lejligheder. De 16-19-årige i "Reluxe" vandt årets DM i klubrock i foråret efter at være blevet nummer to sidste år. De 13-15-årige i trioen "Linoleum" blev nummer fire ved den lejlighed i deres debut og har varmet op for et københavnsk band på turne, blandt andet i Fredericia. - Vi synes, at det er en stor ære, at vi har vundet og tager det som et tegn på, at vi godt kan sigte højere næste gang. Derfor vil vi nok prøve at komme med til DM i Rock næste år, og vi vil også se, om vi kan komme til at spille på et af spillestederne i Aalborg, siger Nikolaj Winther Sørensen, sangskriver og sanger i "Reluxe" og netop færdig på Støvring Gymnasium. Selv om rock ikke er noget, en borgmester beskæftiger sig med til daglig, var det tydeligt, at de unge musikere gjorde et godt indtryk på Anny Winther. De var tydeligvis ikke bare nogle, der kan lide at larme, men unge der både har disciplin og omtanke som supplement til det musikalske. - Jeg kan mærke, at I virkelig brænder for det, I laver med jeres musik. Det er godt at vide, at vi også har den slags talenter her i kommunen, sagde hun blandt andet. Anny Winther var da også meget positiv overfor de forpligtelser, der følger med at være blevet årets nordjyske rockkommune. Det medfører nemlig, at man selv skal arrangere næste års konkurrence. Det bliver formentlig i Stubhuset, hvor Støvring Miljø- og Kulturforening i sidste weekend holdt Stubrock, et arrangement der i form og størrelse minder meget om rock-mesterskabet. Bandene lovede at stå for meget af den praktiske organisation, til gengæld vil kommunen hjælpe med at finde præmier samt i øvrigt at være behjælpelig.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...