Rock'n'roll og fællessang

Koncert Suede - greatest hits Der blev fra første pift spillet op til rock'n'roll og fælles sang, da Suede lørdag nedlagde 800 fans på Train i Århus. Med en energi og spillelyst som i en engelsk FA-Cup-finale i fodbold, forførte bandet publikum med en koncert, der i de mest magiske øjeblikke kunne have spillet hele Wembley op til fest. Men det var ikke på det engelske nationalstadion, og det var ikke foran tusinder af ellevilde fans. Det var til gengæld en koncert, der var udsolgt på bare ti minutter. Og det var en veloplagt, velspillet og intensoplevelse, der gav en forsmag på, hvad der venter, når det populære engelske rockorkester til sommer optræder på Grøn Koncert i Blokhus. Og kan gruppen levere bare en smule af det, de præsterede lørdag aften i Århus, er der god grund til at glæde sig. Sanger og frontfigur, Brett Anderson, var ganske enkelt enestående. Ustyrlig som en ballon man slipper, før der er bundet knude på, sang, smilede og dansede han sig ind i publikums hjerter. Luften gik bare ikke af ham på noget tidspunkt, og der var for alvor dømt fælles sang, da hittet "Trash" indledte en skudserie med "Metal Mickey", "Filmstar", og "Obsessions". Sikre træffere, der senere blev de fulgt op af fremragende versioner af "So Young" og "Animal Nitrate" fra gruppens debutalbum. Suede ville rock'n'roll, og det lykkedes. Derfor virkede det heller ikke underligt, at en smuk "Lost in TV" var sættets eneste ballade inden de seks ekstra-numre. De bød til gengæld på hele fire rock-ballader i træk, og det var i overkanten. Det var ærgerligt, at stærke kompositioner som "Saturday Night", "WhenThe Rain Falls" og "The Asphalt World" ikke var integreret bedre i sættet. De mistede noget afderes kraft, da de blev spillet i forlængelse af hinanden. Det lugtede med andre ord af mere pligtarbejde end af lyst: - I love these fucking boring ballads. But we aren't come to Denmark to play fucking boring ballads - are we?, som Brett Anderson spurgte et hujende, piftende publikum,inden bandet i overtiden afsluttede med de to kraftfulde publikumstræffere "Electricity" og "Beautiful Ones". Koncerten lørdag var Suedes anden i Århus på bare to aftener. Men hvor Suede aftenen forinden spillede mere ukendte numre, leverede bandet i anden omgang en sand hitparade - med et sæt der samlet set er et godt bud på de numre, der vil figurere bandets greatest hits-plade. Næsten. For det var samtidig en koncert, der manifesterede den afstand, som bandet har taget til den mørke, indadvendte "Dog Man Star". Med undtagelse af ét nummer manglede den side af Suede nemlig. Dermed slog gruppen også deres nye, udadvendte udtryk fast. Suede vil rock'n'roll. Suede, Train i Århus, lørdag aften. Suede spiller også til Grøn Koncert i Blokhus 17. juli.