Rock så ren som sne

Rock Harder Power Spray - et studie i heftig punkrock uden omsvøb.

Rock Harder Power Spray - et studie i heftig punkrock uden omsvøb.

CD Rock Rock Hard Power Spray: "Commercial Suicide" # # # # # # Historierne om sex, drugs og rock'n'roll har længe løbet spidsrod i pressen. For odenseanske Rock Hard Power Spray har været mere end normalt dygtige til at iscenesætte sig selv som eklatante udøvere af rockens ældste kliche. Koncert med tilhørende "liveshow" leveret af pornokongen Michael Zile og en hurtig livsstil har sat dagsordenen. Men også sejren i verdens største musik-talentkonkurrence, Emergenza, og opvarmningsjob på vej for både Bloodhound Gang og Green Day fylder overskrifterne, så hvad skal man tænke? Ikke en disse. For Rock Hard Power Spray handler lige præcis om ikke at spekulere for meget over tingene. Debuten "Commercial Suicide" er et studie i heftig punkrock uden omsvøb, men med masser af spræl, brummende guitar og eksplosioner. Det er 1-2-3 og så derudad. Sangene kredser om – you guessed it – kvinder og narko. Titler som "It's a fix", "Nicoteen" og "Ride on Me" siger det hele, og førstesinglen "1859" refererer såmænd til året, hvor kokain blev opfundet. Det er ikke specielt originalt, måske endda en smule naivt. Til gengæld sparker det bagdel fra første til sidste af de skrig, der slipper over Frederik Valentins læber. Hos Rock Hard Power Spray strømmer rocken i årerne så ren som sne – og så kan du i øvrigt selv bestemme, om du vil tillægge det udsagn en naturlig eller en kemisk betydning. Rasmus Hougaard kultur@nordjyske.dk ] Rock Hard Power Spray: "Commercial Suicide". Universal.