Rocken rykker i gamle som unge

Der er gået sport i at være med som hjælper til den store rockfest på Knivholt

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Torsdag blev der knoklet på livet løs på Knivholt, hvor 10.000 i dag tropper op til RockParty 2006. Omkring 450 hjælpere er i sving for at servicere de mange koncertgæster og der er gået sport i at være med. Mange melder sig uopfordret og frivilligt til at tage en tørn i en god sags tjeneste. Foto: Bent Jakobsen

FREDERIKSHAVN:- Nej denondenlynemig. Aldrig mere...! Sådan lød det de første dage efter RockParty 2003. Oprydningen skete bogstavelig talt i mudder til halsen. Selve koncerten på det nærmeste regnede væk og det samme gjorde overskuddet, så ildsjælene bag initiativet havde svært ved at bevare humøret. Så meget arbejde og så lidt udbytte. Det var i maj 2003. I dag er de der igen. Sportens Venner holdt ud og belønningen kom sidste år, hvor der blev godt 600.000 kr. til deling moderklubberne Kvissel IF, Gærum IF og Outlaws Floorball imellem. Succesen hjemme Og i år er succesen så hjemme, før porten i eftermiddag åbnes til to dages rockfestival. Samtlige små 10.000 billetter ér solgt og frivillige hjælpere står nærmest i kø for at få lov til at give en hånd med. - Vi har for eksempel nogle unge musikinteresserede mennesker fra Hørby, som har ansvaret for Lille Scene. De har ikke noget med klubberne at gøre men vil bare gerne være med, fortæller Uffe Hansen - der selv har et bijob som hotelejer. Det mærker hotelgæsterne på Hotel Lærkely på Læsø ikke meget til lige i disse dage, hvor der står RockParty på hr. Hansens arbejdsseddel. - Jamen, hvorfor gør vi det? Det spørger jeg også nogle gange mig selv om, men vi har det sjovt sammen. Det er nogle herlige mennesker at arbejde sammen med og så synes, jeg, det er et godt aktiv for byen, siger Uffe - der ér gammel frederikshavner. Udover de tre foreninger bag Sportens Venner drypper den store rockfest på andre af byens foreninger. FIK og FfI’s brydere havde således en flok store, stærke drenge i gang med at rejse den store scene, og Frederikshavn Rideklub står for P-pladsen ved Jasopan og tjener en skilling til klubkassen. Slipper for moms Og mens andre koncertarrangører i for eksempel Horsens, Nibe og Skagen ikke længere kan få momsfritagelse, hár Sportens Venner løst det problem: - Vi kontaktede selv SKAT og spurgte om vi gjorde det korrekt. Det gjorde vi, da hele overskuddet går til ungdomsarbejdet i de tre idrætsforeninger. Det er velgørende formål og dermed fritages vi for moms, siger Uffe Hansen.

Breaking
Politiet advarer efter brag i Aalborg: Hold jer væk fra disse flasker
Luk