Rockens merværdi

Forsanger Jonas Olsen synger dansk rock, så du må knuselske ham. Foto: Torben Hansen

Forsanger Jonas Olsen synger dansk rock, så du må knuselske ham. Foto: Torben Hansen

Nibe Festival Magtens Korridorer, Blå scene, fredag eftermiddag # # # # ¤ ¤ Forsanger Jonas Olsen fik ild på smøgen og så gik det ellers derudad i nummeret ”Vesterbro” Og det tætproppede blå telt elskede det. Magtens Korridorer er kontant rock classic lige på kanten af det halvmetalliske kombineret med hverdagsrealistiske tekster med enkelte følsomme poetiske strejf. De kan lyde det lidt som Gasolin i deres velmagtsdage, hvor forslidt det end lyder. Lige ud af landevejen dansk rock om at bo på Vesterbro, om stoffer, kærester og om at have drukket alt, alt for meget og være blevet fuldstændig og aldeles forelsket, men du står så stenet i en bar, at du ikke engang kan finde ud af tænde den udkårnes smøg. Den var nogle gang helt oppe at ringe i Blå Scenes telt. Eksempelvis da Jonas kravlede op i teltmasten for at synge for, eller da publikum overtog første vers i ”Picnic på Kastellet” Guitaristerne Niklas Schneidermann og Rasmus Kern spiller løs så hurtigt og heftigt afvekslende, at det kan få selveste Ronaldinho til at virke skilpaddesløv, og så er den råseje rytmegruppe med Terkel Møhl, bas og Anders Ramhede, trommer. Derudad gik det med ”Pisser på Plakaten”, ”Hesteluder”, ”Tilt” og ”Lorteparforhold”. Den sidste ifølge forsanger Jonas lavet i tæt og intimt samarbejde med Daimi, Tøsedrengene og Thomas Helmig. Gruppens første album hedder ”Friværdi”. Køb det. Lyt til det. Og erkend. Det burde hedde Merværdi, for Magtens Korridorer er hørt med disse øren virkelig den danske rocks merværdiband. For på trods af en periodevis lidt ulden lyd, som gik ud over forsangerens ellers så tydelige og råstærke stemme, så giver Magtens K. mere for pengene. Mere rock, mere vedkommende tekster og ikke mindst – det hele lever med smittende og uimodståelig spilleglæde. Bent Stenbakken Bent.stenbakken@nordjyske.dk