Rocker dømt for vold med hammer

AALBORG:Selv om kæresten blev overhældt med øl og slået, var det ikke i orden at forsvare hende ved at slå med en hammer. Det har Retten i Aalborg markeret med en dom på et års ubetinget fængsel til 37-årige Jesper Harry Søgaard Kristensen fra Aalborg-området. Han er medlem af rockerklubben Hells Angels med base i Nørresundby. 6. december blev han tilkaldt af sin kæreste, som havde været til firmajulefrokost i Aalborg. Men festen sluttede for hendes vedkommende brat, da en kollega hældte øl ud over hende. Hun ville hjem og ringede efter Jesper Harry Søgaard Kristensen, der skulle komme og hente hende ved Aalborg Stadion. Brækkede armen Mens hun stod udenfor stadion og ventede, blev hun angrebet med slag af samme kollega, som også havde hældt øl ud over hende. Han var sur, fordi han følte sig afvist af kvinden under julefrokosten. Jesper Harry Søgaard Kristensen lagde sig imellem og det med sådan en voldsomhed, at det ikke kunne komme på tale med straffrihed på grund af nødværge, mente retten. Dommerne fandt det bevist, at rockeren havde slået en gang med hånden og en gang med en hammer, så ofret brækkede en arm, fik brud på ribbenene og pådrog sig flænger i baghovedet. Modparten blev idømt 60 dages fængsel for at have slået HA-rockerens kæreste. I straffen til bandemedlemmet tæller også et overfald på et AK81-medlem - en støttegruppe til Hells Angels. Jesper Harry Søgaard Kristensen erkendte selv at have givet ofret et slag og et spark. Skarpladt pistol Det er ikke første gange, at HA-rockeren er i konflikt med loven og dømmes for vold. Faktisk er de nye overfald begået i prøvetiden for en tidligere dom, og det tillægges skærpende betydning, Ved en ransagning på Jesper Harry Søgaard Kristensen privatadresse i Aalborgs opland fandt politiet en skarpladt semiautomatisk pistol af mærket SIG Sauer. Også to ulovlige knive blev beslaglagt. Under retssagen ønskede den dømte ikke at fortælle nærmere om, hvad pistolen skulle bruges til, og hvor han havde den fra. Han har tidligere haft titel af sergeant at arms i Hells Angels Aalborg - en betegnelse som også omtales som "krigsminister", og det er skærpende, hvis man som medlem af rockermiljøet bliver dømt for ulovlig våbenbesiddelse. Dommen er til overvejelse hos både HA-rockeren og anklagemyndigheden. Jesper Harry Søgaard Kristensen blev varetægtsfængslet kort før jul, og Vestre Landsret har bestemt, at han skal blive i arresten, mens han venter på afsoning.