Rocker gemte en formue på loftet

To rockere på 33 og 46 år er i Retten i Aalborg idømt længerevarende straffe for ulovlig våbenbesiddelse

AALBORG:Ulovlig våbenbesiddelse koster nu to rockere fra Aalborg et længerevarende ophold bag tremmer. Under en ransagning på den enes bopæl i den vestlige del af Aalborg den 17. oktober i fjor fandt politiet en pistol med tilhørende magasin og patroner skjult på loftet i garagen. Det gav så at sige politiet yderligere "blod på tanden", og da man kiggede grundigere efter på loftet endnu en gang, så dukkede der yderligere 75 patroner op plus en plasticpose indeholdende ikke mindre end 750.000 kroner i kontanter. Pengesedlerne var således meget omhyggeligt stablet i pæne bundter. Skudveksling i Reberbansgade Retten i Aalborg har nu idømt den 33-årige Jesper Lilløen Jensen ét år og to måneders ubetinget fængsel, og den 46-årige Henrik Neve Pedersen blev idømt ét års ubetinget fængsel. Anklageren, politiassessor Hanne Bælum, Nordjyllands Politi i Aalborg, gennemgik i retsmødet anklagepunkterne mod de to mænd. Straffesagen har indirekte forbindelse til den meget omtalte skudsag fra Reberbansgade i Aalborg, hvor en rocker kom i skudveksling med to lokale indvandrere. Uanmeldt besøg hos rockere Skudopgøret fandt sted ved 19-tiden lørdag den 17. oktober, og i timerne efter skuddene aflagde politiet en lang række uanmeldte besøg hos bl.a. en række rockere, hvor man også foretog ransagninger. På det tidspunkt havde politiet nemlig ikke noget overblik over hvem og hvor mange, der havde deltaget i den livsfarlige skudduel på åben gade i Aalborgs midtby. Og der var således gevinst, da man ved 22-tiden ransagede i hjemmet hos den 46-årige rocker. Politiet fandt pistol, patroner og den store sum penge, da man undersøgte loftet i den kombinerede værksted-garage-bygning. Hjem fra ferie i Frankrig De to rockere, der altså på ingen måde var indblandet i selve skudsagen i Reberbansgade, var netop kommet hjem til Aalborg efter endt ferie i Frankrig. De var lige kørt en tur ind til byen, da politiet ringede på for at veksle et par ord med dem. Der blev derfor ringet efter de to rockere, der kort efter dukkede op på adressen. Dna-spor på pistolen Mændene har under hele sagens forløb ændret på deres forklaringer, og ingen af dem vil i dag kendes ved hverken pistol eller patroner. Der blev dog fundet dna-spor på pistolen, som stammer fra begge mænd. Den 46-årige rocker har erkendt, at de nu beslaglagte penge tilhører ham. Men han vil på den anden side ikke fortælle noget som helst om, hvordan han er kommet i besiddelse af så stort et beløb. Den 33-årige rocker blev ligeledes dømt for at have været i besiddelse af en skarpladt pistol. Våbnet blev fundet i forbindelse med en ransagning, som politiet foretog 5. juni i fjor i Bandidos-klubhuset i Dannebrogsgade i Aalborg. De to mænd, der tidligere har været medlem af Bandidos-rockerne i Aalborg, skiftede for ikke så længe siden dette medlemskab ud med et nyt til HA-rockerne i Luxemburg. Selv om mændene altså i retten nægtede ethvert kendskab til pistol og patroner, så har de dog begge valgt at modtage dommene.