Rockerborg viger for vejudvidelse

FREDERIKSHAVN:Efter at rockergruppen Red & White Crew rykkede ud af sit klubhus i Rimmensgade i Frederikshavn, vil kommunen nu overtage ejendommen, der ligger i et af byens mest trafikerede kryds. Når købet kommer på plads, giver det kommunen mulighed for at trafiksanere krydset til gavn for de mange skolebørn, der bruger det dagligt - på den anden side af vejen i forhold til den gamle rockerborg ligger Ørnevejens Skole nemlig. Det indgår i planerne for Rimmensgade, at kommunen vil købe samtlige ejendomme på samme side af vejen som rockerborgen, så Rimmensgade kan udvides. Den smalle gade er ikke så lidt af en trafikal flaskehals i midtbyen - anlagt i en tid, da der overhovedet ikke var tænkt på hverken Frederikshavn Midtpunkt, Føtex eller det kommende kongrescenter Arena Nord, som vil trække trafik fra hovedvejen langs havnen op ad Rimmensgade. Købet af de øvrige ejendomme i gaden er dog ikke nogen højt prioriteret kommunal opgave lige i øjeblikket. - Lige nu drejer projektet sig alene om køb af ejendommen på hjørnet af Rimmensgade og Ørnevej, siger teknisk direktør Michael Jentsch. -cc