Hobro

Rockerdrab: - Jeg vil være jagtet vildt

34-årig mand, der dræbte en HA-rocker i Hobro, hævder han skød i nødværge

Arkivfoto: Jan Pedersen

Arkivfoto: Jan Pedersen

HOBRO:- Jeg vil være jaget vildt efter det her. Jeg kommer aldrig til at holde jul med min familie igen, og jeg er ikke sammen med kæreste mere. Så den her sag har store konsekvenser for mig.

Sådan sagde den 34-årige mand, der skød og dræbte en HA-rocker i sit hjem i Hobro i juni 2014, under førstedagen i ankesagen i Vestre Landsret.

I april sidste år blev han idømt 15 års fængsel ved Retten i Aalborg for drab på den 30-årige HA-rocker samt for drabsforsøg på en nu 40-årig mand. Den 34-årige har dog helt tiden hævdet, at han skød i nødværge, og det er nu det, landsretten skal tage stilling til.

- Jeg frygtede for mit liv

Der er nemlig enighed om de faktuelle ting i sagen: At den 34-årige og den afdøde HA-rocker havde aftalt at mødes for at tale om noget gammelt gæld. At den drabstiltalte kort forinden mødet havde lagt skarpladte rifler og et haglgevær parat rundt om i huset, og at han nogle minutter inde i mødet hentede haglgeværet og affyrede to skud mod de to ubevæbnede mænd, der sad ved køkkenbordet i huset.

Men der er langt fra enighed om, hvad der førte til de to skud. Selvom den 34-årige ikke var blevet truet op til mødet, så forklarede han i landsretten, at han ikke turde sig nej til mødet.

Et overfald i 2011 var angiveligt også det, der fik den 34-årige til at frygte så meget for sit liv, at han ikke så anden udvej, end at skyde. Her var han udsat for et groft overfald af to rockerrelaterede mænd, der trængte ind i hans lejlighed og slog ham med køller og stak ham med en køkkenkniv.

Og da HA-rockeren under mødet i 2014 truede den 34-årige med, at der ville ske det samme med igen, hvis han ikke betalte sin gæld, blev han rigtig bange, forklarede den 34-årige.

- Jeg var frygtede, at der ville ske noget med mig, men også at der skulle ske noget med mine familie og venner. Efter jeg blev anholdt, blev min kæreste opsøgt på arbejde, og mine venner er blevet truet. Det bekræfter jo det, jeg frygtede, sagde han.

”Se her, nu skal I dø”

Den 40-årige mand, der overlevede skuddramaet, havde dog en noget andet opfattelse af situationen. Ifølge ham var der lagt op til et helt fredeligt møde i forsøg på at finde en løsning omkring gælden, og de to mænd havde ingen intentioner om at gøre den 34-årige noget.

Han forklarede, at der var en afslappet stemning, da de to mænd ankom til huset i Hobro, og at den 34-årige ikke blev truet på noget tidspunkt under mødet. Ifølge den 40-årige havde den drabstiltalte i stedet meddelt, at han var villige til at betale gælden, lige inden han rejste sig for at hente noget at drikke.

Et par minutter senere kom han tilbage og stod med et haglgevær i hænderne og sagde ”Se her, nu skal I dø”, inden han skød, forklarede den 40-årige.

Skyldsspørgsmålet afgøres på torsdag. Den endelige dom falder i næste uge.