Vold

Rockere bag narkoproblemer i Skagen

Skagens misbrugere tør ikke stå frem af frygt for rockere

SKAGEN:Det er rockere, som står bag narkosalget i Skagen. Det er også derfor, at folk ikke tør stå frem. Det erfarer NORDJYSKE fra kilder, som heller ikke selv tør stå frem. Redaktionen kender dog deres identitet. Rockerne bag narkosalget i Skagen benytter sig af, at de unge misbrugere skal have finansieret deres narkobrug. Derfor bliver de rekrutteret som pushere. I følge NORDJYSKEs oplysninger er dummebøder også kendt i Skagen, og nogle vil have meget svært ved at betale dem. - Det vil være naivt at tro, at der ikke er dummebøder i Skagen, erkender kriminalassistent Karl Johan Andersen. Han er klar over, at de, der får dummebøder, som regel ikke tør gå til politiet. Men han mener, at det er den eneste sikre måde at ordne problemet på. Når først dummebøden er meldt til politiet vil trusler eller vold blive straffet efter besemmelser om vold eller trusler mod vidner. Det kan straffes med fængsel i op til seks år. Lederen af politistationen i Skagen, Norman Andersen, mener ikke, at der er dummebøder i stort omfang i Skagen. Men han er klar over, at misbrugerne har det svært. Deres misbrug koster mange penge samtidig med, at det gør det svært for dem at passe et job. Det sætter dem hurtigt i et afhængighedsforhold til deres pusher. Kriminalassistent Karl Johan Andersen fastslår da også, at politiet først og fremmest går efter forhandlerne. Ikke misbrugerne. NORDJYSKE erfarer desuden, at narkosalget foregår fra flere værtshuse i Skagen. Forhandlerne sidder ganske enkelt ved borde og ordner forretningerne. Karl Johan Andersen advarer dog mod at give personale eller ejere del i skylden. Det kan være let at maskere salget. Især hvis der er travlt. Han fortæller samtidig, at politiet kigger ind på værtshusene, når de får tip om narkoproblemer. Men en stor del af politistyrken er oppe i årene, så de afslører sig selv blandt de unge mennesker. Han opfordrer folk med konkret viden til at stå frem, og fastslår: - Vi kan ikke bruge indtryk til noget. Vi skal kunne dokumentere det. Anonyme vægter ikke i retten.