Rockere kendte koden til hormonlager

KØBENHAVN:Fire Bandidos-rockere, der ifølge politiet i Nordsjælland stjal væksthormoner for 90 millioner kroner hos Novo Nordisk i Gentofte i weekenden, havde et særdeles godt kendskab til virksomhedens interne sikkerhedsprocedurer. - De kom ind på området, som om de var ansatte. De brugte et særligt adgangskort, og de var åbenbart også i stand til at trykke den rigtige adgangskode, fortæller Karl Erik Agerbo fra Nordsjællands Politi. Firkløveret blev i samarbejde mellem politi og Novo Nordisks egen sikkerhedsafdeling anholdt sent søndag aften, mens de var i færd med at gennemføre endnu et indbrud på fabrikkens område. /ritzau/