Rockere rykker mod nord

En gruppe unge vendelboer har etableret en støttegruppe for Hells Angels i Frederikshavn Kommune

Claus T. Kræmmergård,
det er sympatisører fra HA-lejren, der tilsyneladende er i gang med at etablere sig i Vendsyssel. Arkivfoto
Organiseret kriminalitet 16. september 2010 11:15

Politiet i Frederikshavn har fået et helt nyt og alvorligt problem at forholde sig til. Ordensmagten er nemlig ret sikker på, at en støttegruppe for Hells Angels er ved at blive etableret i området. Og ifølge vicepolitikommissær John Henriksen gav det problemer i den forgangne weekend. - Vi blev kaldt til Skagen sidste lørdag nat, hvor man på en restauration oplevede en ond stemning. Vi kom så derop og konstaterede, at der var cirka 14 personer, der har tilknytning til rockermiljøet. Det lykkedes dog uden problemer at dæmpe gemytterne i forbindelse med weekendens episode. Men måske skal politiet i Frederikshavn i højere grad vænne sig til at tackle rockere. Det står klart efter at ordensmagten har været på besøg hos flere personer i lokalområdet. - Vi har kunnet konstatere, at der er fem unge på omkring 20 år, der interesserer sig for AK81 og for Hells Angels. Og det er klart, at det er noget, vi har fokus på, siger John Henriksen. De unge kommer fra Skagen, Aalbæk, Jerup og Frederikshavn. - Dels så har vi mødt dem i miljøet, og dels så kan vi se på deres påklædning, at man har et mærke, hvor man sympatiserer med de grupper, som vi kender, fortæller John Henriksen, som ikke tvivler på, at der er tale om rocker-sympatisører. Det faktum understreges også af, at de unge har etableret en lokal støttegruppe, der ifølge NORDJYSKEs oplysninger er blevet døbt "Einherjer". Navnet "Einherjer" stammer fra nordisk mytologi og dækker over de udødelige vikingekrigere fra Valhalla. Hvordan Einherjer vil etablere sig i området mellem Frederikshavn og Skagen er endnu uvist. - Så vidt jeg er orienteret, så har vi ikke nogen rockerborge på vej heroppe i vores kommune. Men vi er klar til at følge det til dørs, hvis det viser sig, at vi får en udfordring i den retning heroppe omkring Frederikshavn, slutter John Henriksen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...