Aalborg

Rockere samler støtter i ny klub

KØBENHAVN:Rockergruppen Hells Angels samler nu sine støtter i bikermiljøet i en supportklub kaldet Devils Choice. Den nye storklub fordeler sig med syv jyske og fire sjællandske afsnit over det meste af landet. En af de nye klubber er baseret på Vejgård MC, der betragtes som HA-støtter, og som ifølge Ekstra Bladet tæller 13 medlemmer. Oprettelsen af Devils Choice er det seneste led i Hells Angels forsøg på at organisere sine støtter, der også tæller den stærkt kriminelle støttegruppe AK81. Hells Angels er en del af den verserende bandekonflikt, der gennem det seneste halvandet år har raset især i Hovedstadsområdet. I den forbindelse kan den nye supportklub ses som en oprustning fra rockernes side. Hells Angels nye klub satser på at kunne samle omkring 150 støtter i 10 afsnit og en såkaldt prospect-afdeling. AK81 fortsætter som selvstændig støttegruppe. /ritzau/