Organiseret kriminalitet

Rockere slipper ikke taget igen

ADVARSELFagfolk advarer mod at tage imod tjenester fra rockertyper. Det forpligter

AARS:Hvis unge i Aars blot én gang tager imod gratis spiritus eller andet fra en rockerrelateret person, risikerer de at blive fanget i en net, der er umuligt at komme ud af. Sådan lød advarslen fra politiet og kommunale gademedarbejdere, de såkaldte streetwalkere, på tre skolemøder i går. SSP-koordinator Lis Kjær Madsen har taget initivativ til møderne, der blev holdt på Hornum, Aars og endelig Østermarkskolen i går. Møderne er simpelthen for at være på forkant med rockerne. - Der har været lidt skriverier om, at rockerne var på vej til at etablere sig i blandt andet Arden. Det ville vi simpelthen ikke sidde overhørig. De unge ved ikke, hvad de går ind til, hvis de involverer sig med rockerne, siger SSP-koordinator Lis Kjær Madsen. Pas på de normale Både politi og streetwalkere fortalte om, hvilke faresignaler folkeskoleeleverne skal være opmærksom på. Streetwalker i Aars Kommune, Henrik Degn, understregede, at en rocker ikke altid er en bred fyr med tatoveringer. Det er faktisk kun rockerne i toppen af hierarkiet, der ser sådan ud. - Man skal være opmærksom på, at de personer, der måske vil prøve at få fat i nogle af de unge i Aars, ikke nødvendigvis har de kendetegn. De ligner tværtimod almindelige unge, siger streetwalker Henrik Degn og opfordrer de unge til både at være på vagt over for personer, som præsenteres af bekendte og personer, de ikke kender. Urobetjent ved Hobro Politi, Lars Dalgaard, slog fast, at intet i rocker-miljøerne er gratis. Måske bliver man tilbudt en tur i en stor BMW eller måske får man gratis spiritus. Det kan være meget fristende for unge, fordi det er gratis. Tror de. Men de tjenester forpligter. - Det er nemt at blive fristet. Men hold jer fra det. En ting eller tjeneste kan være en for meget. Hvis man først kommer ind i det miljø, er det praktisk taget umuligt at komme ud af igen, forklarer Lars Dalgaard. Også advarsel til pigerne Dummebøder eller tæsk er noget af det, rockerne bruger som middel til at inddrive deres påståede gæld. Urobetjenten fra Hobro uddybede sin advarsel med historier fra oplevelserne i politiet. Han nævnte blandt andet, at en 15-årig uforvarende kom til at skylde penge til nogle rockerrelaterede personer. Han kunne ikke betale bøden i første omgang og blev derfor hentet på sin bopæl af fire mænd og kørt ud i en skov. Her blev han tæsket og efterladt. Det er imidlertid ikke kun drengene, der skal passe på med at blive involveret i de uheldige grupper. Pigerne er nemlig også udsatte. Et lift hjem fra byen, nogle gratis drinks eller lignende kan også sætte pigerne i en position, hvor det forventes, at de leverer noget tilbage. - Der skal også lyde en kraftig advarsel til pigerne. De er bestemt også i målgruppen, siger SSP-koordinator Lis Kjær Madsen, der sammen med streetwalker Henrik Degn har taget initiativ til de lokale skolemøder.