Boligøkonomi

Rockerhus solgt til spotpris

Bød det halve af ejendomsvurdering

Jernbanegade 24, der på første sal huser rockergruppen La Familia 
 Foto: Bente Poder

Jernbanegade 24, der på første sal huser rockergruppen La Familia Foto: Bente Poder

HJØRRING:Det har stor indvirkning på prisen, at en udlejningsejendom huser en rockergruppe. Det blev tydeligt på en tvangsauktion i Hjørring tirsdag, hvor den omstridte ejendom Jernbanegade 24 blev solgt for blot 4,6 million kroner til en af panthaverne, Løkken Sparbank, der er den "røde" del af den krakkede Løkken Sparekasse Den offentlige ejendomsvurdering for den centrale ejendom på 1000 kvadratmeter er 11 mio., og Løkken Sparbank og kreditforeningen har tilsammen pant i ejendommen for ca. 20 mio. kroner. - Det højeste eksterne bud var på 4,5 mio. kroner, så det er selvfølgelig for at forsvare vores pant, at vi bød over, siger direktør i Løkken Sparbank, Ole Bjerg. Jernbanegade 24 huser Bandidos-støttegruppen La Familia, og der har, siden gruppen flyttede ind i foråret, været meget debat om, at rockere nu er bosiddende i hjertet i byen. Ejendomsselskabet, der tidligere ejede ejendommen, gik konkurs i efteråret, og siden har konkursboet administreret ejendommen. - I håb om at få et høj bud eller få solgt ejendommen til anden side har vi begæret en ny tvangsauktion 2. februar, fortæller Ole Bjerg. Og meget tyder på, at det er Løkken Sparbank, der sidder med aben. Godt nok har kreditforeningen DLR, ifølge tingbogen, pant i ejendommen for 8,5 mio. kroner, men det er Løkken Sparbank, der skal dække en del af et evt tab. - Vi har en aftale om, at Løkken Sparbank dækker en del af vores pant, fortæller juridisk direktør i DLR, Per Englyst. Han ønsker ikke at oplyse, hvor stor en del Løkken Sparbank hænger på, men generelt kan det svinge fra 20 til 60 procent.