Rockermetoder i VK

"Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal faa Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har".

Arbejdsløshed 27. december 2010 05:00

Denne sandhed fra Matthæus-evangeliet må nordjyderne sande mere end nogensinde. Regeringen har nemlig sendt os en kæmperegning. Ikke mindre end 86 mio. kr. over to år skal nordjyderne betale ekstra som følge af finanslovsaftalen for 2011. Det skyldes, at regeringen skærer ned på den direkte refusion til kommunerne for jobindsatsen og indsatsen for at nedsætte sygefraværet. Hensigten er at spare én milliard kr. Fremover får kommunerne så i stedet et bloktilskud, som virker forskelligt i kommunerne. De fattige kommuner skal betale, de rige skal modtage, også selvom de sidste har lave udgifter til jobindsatsen. Modellen giver det resultat, at alle kommuner med stor ledighed bliver ramt hårdt, ikke mindst her i Nordjylland. Omvendt høster de velstående kommuner i Nordsjælland pæne gevinster. De fattige kommuner med en høj ledighed står for skud, og det gør de ledige også, fordi de så ikke vil få samme grad af aktivering som tidligere. Derimod er det en god forretning, ikke at have mange arbejdsløse og i øvrigt ingen særlig jobindsats. Alene Frederikshavn Kommune vil blive tvunget til at finde ny besparelser, som svarer til, at op mod 60 medarbejdere skal afskediges. Aalborg Kommune skal af med ikke mindre end 61 mio. kr. Ialt seks ud af elleve kommuner i Region Nordjylland skal have sparekniven frem på ny, fordi de taber på omlægningen af refusionen. Det er da helt utroligt, at en lokal jobindsats ligefrem skaber arbejdsløse i kommunerne. Men sådan er den borgerlige logik altså. De velstillede kommuner i Nordsjælland er de store vindere i dette spil. De høster over 400 millioner kr. ekstra over to år. I Region Hovedstaden er det kun seks kommuner, der skal betale - resten tjener på omlægningen som fx statsministerens hjemkommune. I øvrigt kan det anbefales at flytte til Rudersdal Kommune, for dér bliver borgerne nærmest forgyldte. Det må man da kalde en omfordeling, der vil noget - men ikke noget godt. På landsplan skal 39 fattige kommuner af med penge til 59 velstillede kommuner. Systemet er så dumt skruet sammen, at kommunerne skal betale for et højere landsgennemsnit, også selv om det går til at finde job til de mange ledige lokalt. Kommunerne bliver derfor straffet for at have jobcenterindsatsen i kommunalt regi. Der er ikke fuld kompensation til kommuner med stor ledighed. Kommunerne har heller ikke indflydelse på, hvor hårdt ledigheden rammer dem. De skal bare betale ved kasse ét. Det samme gælder for indsatsen over for sygefraværet. Det var netop det, Socialdemokratiet advarede mod, da regeringen flyttede Arbejdsformidlingen ud til kommunerne. Vi advarede generelt mod at udhule jobindsatsen ved at flytte den til kommunerne. Nu skruer VK og Dansk Folkeparti bare ned for refusionen. Og dummebøderne sender regeringen fuldkommen ukritisk til kommunerne. Det er rockermetoder, ikke en strategi for at skabe og formidle arbejdspladser på et arbejdsmarked, der mere end nogen sinde har brug for dynamik.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...