Rockertræf giver politisk røre i Frederikshavn

Bandidos-forespørgsel sætter skub i debatten om, hvad der er acceptabelt på en kommunal-ejet herregård.

Organiseret kriminalitet 1. november 2002 07:00

FREDERIKSHAVN: Det mulige Bandidos-træf på den kommunale herregård Knivholt bliver nu også genstand for en drøftelse i den selvejende institutions bestyrelse. SF'eren Paul Rode Andersen har sæde i bestyrelsen og han vil bede om et hurtigt bestyrelsesmøde og en redegørelse for sagsforløbet. - Det er indlysende, at et sådan træf har en signalværdi og derfor bør bestyrelsen drøfte sagen igennem snarest, siger Paul Rode Andersen. Han får dog lejlighed til at vende problemkomplekset allerede på mandag, hvor han og byrådsfællerne Hans Ulrik Vadmann og Laurids Korsgaard mødes med politimesteren i SSP-udvalget. Her er Bandidos-forespørgslen om leje af dyrskuepladsen på Knivholt også på dagsordenen. Den store politiske interesse for sagen skyldes ikke mindst det forhold, at rockerne spiller med musklerne i stadig flere kommuner. Kommunernes Landsforening er klar til at trække i krigstøjet for at komme rockerkriminaliteten til livs. Således opforderer KL's formand Ejgil W. Rasmussen over for Nyhedsmagasinet Danske Kommuner til handling. - Der skal handles nu. Ellers risikerer vi, at situationen kommer ud af kontrol, som det skete i USA med mafiaen for år tilbage, lyder meldingen. Værktøjet er samarbejde mellem myndighederne. Erfaringerne fra de mest rockerplagede områder er, at man løser problemet urostiftere gennem et tæt samarbejde også med nabokommunerne og ved at inddrage politiet i indsatsen. Regeringen har et udrykningshold, der rådgiver kommunerne om utilpassede unge. Udrykningsholdet har blandt andet haft fokus på dummebøder, som også var til debat i Frederikshavn onsdag aften, og holdets leder, Ole Hammer, er ikke i tvivl om, at rockerne har en stor signalværdi over for unge. Over for Nyhedsmagasinet Danske Kommuner siger Ole Hammer, at rockerne udnytter, at de unge prøver grænser af. - Det er begyndelsen på en vej, der kan føre til, at de unge bliver misbrugere og får tildelt dummebøder. Ole Hammer mener, at indsatsen skal sikre, at fødekæden til rockerne brydes tidligst muligt. Og det er her samarbejdet mellem politi og kommuner kommer ind i billedet. De 27 nordjyske kommuner arbejder i øjeblikket på at få stablet et samarbejdsværktøj op. Med Frederikshavns politimester, Søren Kamp Knudsen, i spidsen og med repræsentation fra kommuner og politiet i øvrigt skabes grundlaget for et første samlet samarbejdsinitiativ på tværs af kommunegrænser og politikredse i Nordyllands Amt. Bandidos-rockernes plan går ud på at benytte Knivholt til et træf for godt 1000 rockere fra hele Europa samt deres kvindelige ledsagere i sommeren 2003. Den tilsvarende fest i år blev holdt i Berlin.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...