Redningsvæsen

Rockfest med små mislyde

Publikums- og økonomisk succes, men sikkerheden var ikke helt på plads til tiden

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Udgifter og indtægter. GODIK-toiletterne trængte til en kraftig overhaling dagen derpå.

FREDERIKSHAVN:Søndag var dagen derpå. For de 10.000 musikelskere, der havde tilbragt fredag-lørdag på Knivholt. Og for arrangørerne, der ryddede op og gjorde status. Nogle af dem, der havde mest at se til ved den sjette udgave af rockfesten, var folkene i "banken". Her blev der byttet, hævet, ud- og indleveret mønter og sedler som var det sidste chance for at handle - nogensinde. Med næsten 10.000 billetter solgt på forhånd samt høj sol over Knivholt begge dage blev RockParty 2008 en publikums- og økonomisk succes. - Det var perfekt koncertvejr. Hverken for varmt eller for koldt. Vi satser på et pænt sekscifret overskud i stil med sidste års. I år slap vi for udgifter til køreplader, flis og genopretning af pladsen, som tidligere har været nogle store poster. Derudover er vi blevet bedre til at styre omkostningerne, siger Uffe Hansen, Sportens Venner. For travlt Enkelte mislyde var der dog midt i festrusen. - Vi har en 45 sider tyk manual om brand- og sikkerhedsforholdene, som bliver strammere år for år. Tre timer før vi åbner portene, kommer politiet og beredskabsvæsenet og tjekker om der er styr på skiltning, slukningsudstyr, nødudgange og så videre, men i år havde vi ikke styr på det. Vi har haft for travlt og det er bare ikke professionelt og godt nok, erkender Uffe Hansen. Enkelte udrykninger Lørdag aften var der også bud efter ordensmagten og et par ambulancer, da enkelte koncertgæster måtte have professionel hjælp. Søndag lykkedes det ikke trods utallige forsøg at komme i kontakt med vagtlederen hos Nordjysk Politi, men ifølge Uffe Hansen var der ikke tale om alvorlige uheld. - Det jeg har hørt, er, at der var usædvanligt stille både på og uden for pladsen, men der er selvfølgelig altid nogle enkelte, der ikke kan styre sig. Hvad folk drikker uden for pladsen, kan vi ikke kontrollere og vi kan bare se, at det flød med flasker og øldåser overalt. På pladsen forsøger vi at stoppe udskænkningen til dem, der ser ud til at have fået nok, siger Uffe Hansen. Når støvet har lagt sig og den værste træthed er ude af kroppen, evaluerer arrangørerne med politi og beredskab med henblik på næste år party, der bliver afviklet den tredje eller fjerde weekend i maj.