Rockguf for guitarnørder

"It might get loud"

Jack White (længst t.v.) sammen med Jimmy Page og The Edge prøver hinanden og guitarerne af. Den elektriske guitars historie fortalt af tre banebrydende musikere og med masser af historiske klip. Still.

Jack White (længst t.v.) sammen med Jimmy Page og The Edge prøver hinanden og guitarerne af. Den elektriske guitars historie fortalt af tre banebrydende musikere og med masser af historiske klip. Still.

En overraskende anderledes, varm dokumentar gennemstrømmet af kærlighed til god musik og med et indtagende portræt af tre meget forskellige, men lige passionerede rockguitarister. Guitaristerne Jimmy Page, Led Zeppelin, 66 år, The Edge, U2, 48 år, og Jack White, The White Stripes, 35 år, fortæller hver for sig og møder til sidst hinanden - så at sige guitar til guitar - for at snakke sammen om deres fælles passion for den seksstrengede. I en vidunderlige åbningsscene står en flok måbende køer og kigger på, mens amerikanske Jack White flikker en primitiv guitar sammen af et brædt, en stålstreng, nogle søm samt en colaflaske. Tilsidst forsyner han det fantastiske tømrerarbejde med en mikrofon og pløkker jackstikket i forstærkeren, og spiller en gruopvækkende slidesolo. Det behøver ikke at være så indviklet, bare det har autencitet og nærvær. Og dermed er banen sådan set kridtet op til en gennemgang af guitarens og rockmusikkens udvikling fra tidlig blues til vore dage, hvor mange bands nærmest har sat guitaren i skammekrogen. Det er tre meget forskellige guitarister med tre meget forskellige tilgange til instrumentet. Irske The Edge fra U2 vil være kendt som den eksperimenterende tekniker med sit minimalistiske og ringende spil med elegant brug af ekko, så det opleves som to guitarister, der spiller med og mod hinanden. Britiske Jimmy Page er den gamle bluesbaserede mester, som i Led Zeppelin tog guitaren længere ud end nogen før havde gjort med sustain, staccatoriffs, forvrængning og høj volumen, mens yngstemand i flokken Jack White nærmest har genopdaget den gamle blues, er vild med Sun House, og kombinerere det hele til uhæmmet garagerock. - Hvordan skal mødet mellem sådan tre vidt forskellige guitar-egoer dog spænde af? - Formodentlig med en nævekamp, lyder Jack White's bud, da han er på vej i taxi til studiet, hvor de tre skal mødes. Det er en sjælden indtagende og charmerende skildring af tre mænd, som faldt for den samme seksstrengede skønhed. Ikke alene får vi deres respektive livshistorier og opvækst, inden karrieren tog fart og fik elektrisk strøm, undervejs spiller og forklarer de tre guitarister også, hvorfor de indledte en livslang kærlighedsaffære med guitaren. Her er magtfulde, majestætiske øjeblikke, når den hvidhårede Page solo spiller "Ramble On" på en gang højt og desperat for derefter at skifte til fnuglettte lyriske passager og samtidig forklare, at det hele handler om dynamik, lys og skygge, om at føje noget til, stilhed før torden og uendelig variation. Desværre er filmen ikke forsynet med undertekster, så det er med at følge godt med og spidse sit engelske. Også fordi de tre herrer internt forfalder til indforstået musikjargon. Men scenen, hvor Jimmy Page sætter en single med Link Wray's "Rumble" på grammofonen derhjemme i stuen, smiler drenget af begejstring og lige pludselig spiller luftguitar, kan alle vist forstå uden undertekst. Det er en begejstret dokumentar fyldt med god musik. Zeppelin på toppen i gamle klip, sågar et sort-hvidt fra DR har sneget sig med, White med blødende fingre fanget på scenen i Austin, Texas, mens han upåvirket fortsætter sin aggressive solo og farver sin hvide guitar med blodet. Eller U2 fanget på et kæmpestadion foran et begejstret menneskehav, som The Edge pisker op med sit skarptskårne spil. - The blues had an accident, it got pregnant, and they named the baby rock'n'roll, har den gamle bluesmusiker Muddy Waters engang sagt. Den sandhed piller filmen ikke i stykker, men den giver samtidigt et indblik i den fantastiske udvikling, som guitarspillet har gennemgået, og det er kræs for kræsne bluesøre, når de her tre sammen kaster sig ud i Led Zeppelin-nummeret "In My Time of Dying". Det hjælper at være bidt af en gal rockguitar for at få det fulde udbytte af dette guitaristernes uofficielle topmøde, og de måtte gerne have spillet et par numre mere for min skyld: Jeg har stadig deres akustiske udgave af The Bands "The Weight" klingende i ørerne. Den elektriske guitars historie fortalt og spillet af tre banebrydende musikere. Helt ærligt ... temmelig nice! Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk "It might get loud" USA, 2009. Instr.: Davis Guggenheim. En time, 37 min. Till. o. 15 år. Engelsk version, uden danske undertekster. Biffen, Nordkraft, Aalborg.