Rockmama i overgang

Sanne Salomonsen varsler temposkift i karrieren. Uden mand og med flyvefærdig søn er der plads og frihed til, at karrierens sidste æra skal have fuld gas

Snart 50 år, de første hedeture har meldt sig, og hun tager hul på det, hun selv kalder "sidste del af karrieren". Men det er nu præstationsræset er overstået, alt er prøvet, alt er nået. Hun har fået, hvad hun bad om. Derefter kommer friheden, nu er der kun tilbage at give den en ordentlig én på frakken og nyde det. Lidt forsinket kommer hun drønende ind ad døren. Kaffe ... Croissant ... Bang ... Så har hun sat sig. "Jeg er drønsulten", siger hun og tænder en cigaret. Øjnene er malede med de karakteristiske skarpe streger, der nærmest gør hendes øjne til små katte-sprækker, når hun griner. Og det gør hun tit. Mundens linjer er blevet mere markerede med årene - det samme er ordstrømmen, der nærmest blæses ud med røgen - Jeg deler faktisk min karriere meget skarpt op. Der var selvfølgelig de helt unge år, hvor der bare var tryk på. Så kom tiden, hvor jeg fik min søn, Victor Ray. Der lavede jeg virkelig om på nogle værdier i mit liv. Lavede det hele om - fik helt andre prioriteter. Han er nu så stor, at han snart skal flytte hjemmefra, og det udløser en frihedsperiode for mig, som minder mig om de unge år, hvor der bare var knald på. Forskellen er bare, at nu har jeg så meget erfaring med i bagagen, at jeg kan nyde det på den helt anden måde, forklarer Sanne Salomonsen. Hun er vildt, Vildt, VILDT begejstret for sin nye plade, "The Album", som udkom i fedags. Der er en stemning på, som hun ikke lykkedes med på den seneste plade, "Freedom" fra 2003: - Min vokale performance er lykkedes. Problemet er, at jeg er live-sangerinde, og pludselig skal jeg stå i det her studie i en sort kælder med de der lyttebøffer og samtidig synge mere fantastisk end nogensinde før. Det er sgu svært, når man er vant til den der totalfede energi fra publikum. Jeg kan love dig, at det er noget andet at stå til en koncert. Det kan være dybt uinspirerende at indspille, og hver gang jeg skal i studiet, så kæmper jeg virkelig. Men på en eller anden måde, er det faktisk lykkedes mig at få råhed og den live-energi ind i vokalen denne gang, som manglede sidst. Og det er fedt, siger Sanne Salmonsen. Når stramheden forsvinder I år fylder Sanne Salomonsen 50 år. Der har været andre skarpe hjørner - bevares. Men denne gang har det sat gang i tankevirksomheden. Det er ikke så meget dét, at hun sagtens kan mærke overgangsalderen trykke, det er heller ikke så meget dét, at rynkerne omkring øjnene er tydeligt ridsede. Det er mere dét, at tiden er blevet en faktor - for nu er over halvdelen af livet væk. - Nu er jeg over halvvejs. Det er der, tiden er blevet en faktor, og man skal forstå, at man ikke er en ung model længere. Man skal måske leve sit liv lidt anderledes, men faktisk er min fornøjelse ved at leve om muligt endnu større i dag end tidligere. Jeg har det så råfedt. Overskuddet, der skal brændes af, er der stadig. Hedeture, overgangsalder, kroppen, der knirker, holdes hen med naturpræparater, yoga, meditation, løbeture. Det eneste kamel, der skal synkes, er spejlbilledet. - Hold da op. Det er da minusset ved at blive gammel - at man rent skønhedsmæssigt forfalder. Man får rynker, og ja, om man så må sige, så fordufter stramheden, griner hun. - Men helt ærligt, det er da ikke det bærende. Jeg kan da godt mærke, at kroppen knirker lidt, og at jeg er kommet i overgangsalderen. Men det med hedeture, det gider jeg altså ikke gøre til et problem - ingen begrænsning, siger Sanne med en hurtig fejende bevægelse. Hippie-energi Der bliver lagt tryk på mange af de ord, der undslipper hendes mund. Hun mener, hvad hun siger. Det er skam ikke, fordi hun altid er sådan én, der er ovenpå, næ nej. Der har været masser af nedture - "mørke dage", som hun kalder dem - men arene fra dem er godt skjult. - Jeg har jo altid været en glad hippie, der troede på "peace, love and understanding". Jeg ved godt, der er mange, der får lyst til at grine hånligt, når jeg siger det. Men prøv lige at høre, hvad jeg siger: "PEACE", "LOVE" and "UNDERSTANDING"! Tænk lige, hvad konsekvensen af de ord er, hvis vi lever efter dem. Det er fand'me ikke nogen kliche, understreger hun med kraft og løftede øjenbryn. - Jeg har brugt så meget af mit liv på tanker, på at analysere mig selv og finde de redskaber, der gør, at jeg kan slippe den angst, som vi alle sammen kender, og blive det menneske, jeg gerne vil være. Det handler i høj grad om at vågne op om morgenen og sige: "Jeg er et overskudsmenneske". I dag er folk tvære, sure, og man møder hver dag nogen, der siger: "Hvem faaaan, tror du, du er". Tænk igen, hvis alle tænkte, før de talte, så ville verden se anderledes ud. Vi ville inspirere hinanden på en helt anden måde, hvis vi bare gad være bevidste om det. Det kommer ud med en lille snert af irritation. Måske fordi hun føler sig misforstået, på grund af det mange vil opfatte som flower-power-naivitet. Men der har også været slag over nallerne undervejs: - Mest i starten min karriere. Da jeg var ung og stram, og det hele sad oppe under hagen, lærte jeg i hvert fald, at hvis du vil tages alvorligt som kvinde, skal du holde brysterne indenbords. Det har jeg måttet tænke over konstant i løbet af min karriere. Det skurrer måske lidt i ørerne. Her sidder hun med en vampet udstråling, som de fleste 50-årige ville misunde hende. - Men hvis jeg kommer ud med en ny plade og skal promote den, så nytter det altså ikke, at det er med et cover, hvor jeg har brysterne skruet helt op i halsen og forsøger at være noget, jeg ikke er. Jeg sælger ikke mig selv på den måde - og jeg vil ikke blive taget seriøst. Jeg vil hellere have, at folk hører min musik. Ikke nok kærlighed Sannes familie er lille. De helt nære, tætte bånd er til sønnen, Victor Ray, der er 17 år og hendes mor, Birgit Ruth, der i det sidste års tid har været syg. Moderens sygdom har fyldt meget, og den nye plade er også dediceret til Birgit Ruth Salomonsen. - Vi er få, men vi holder sammen, og vi elsker hinanden. Sker der min mor eller min søn noget, så smider jeg alt, hvad jeg har i hænderne. Det er vigtigere end alt andet. Men mændene er der ikke plads til - de er valgt fra. Helt bevidst, siger Sanne. - Jeg har en stor åbenhed, fordi jeg har valgt at leve alene, så der er plads til oplevelser - jeg foretager mig ikke ting, jeg ikke har tid til, og påtager mig ikke et ansvar for én, som jeg ikke har kærlighed nok til. Derfor har jeg valgt en mand fra - der er ikke plads og ikke tid til en kæreste. Sådan er det, indtil der bliver plads igen. Samtalen drejer sig pludselig om hendes private liv. Sanne understreger, at hun trods berømmelsen skærmer om sin egen person og familien. Man får på fornemmelsen, at det, der tynger mest i berømmelsen, er andres - måske specielt os journalisters - interesse for hendes privatliv - familien, mændene, sorger og glæder. - Det er belastende, at alt, hvad man foretager sig, skal overvåges af offentligheden. Jeg gider ikke have sådan et liv. Det er ikke noget, jeg som andre kendte er afhængig af, og når jeg engang stopper karrieren, så kan jeg love dig, at det ikke er at være berømt, jeg kommer til at savne. Sagen er, at jeg er et meget privat menneske - jeg er åben nok, men jeg vil gerne leve meget isoleret med min lille familie som omdrejningspunktet, fortæller Sanne Salomonsen. - Men det betyder ikke, at jeg ikke får min fest. Jeg gør det bare ikke herhjemme i Danmark, siger hun og bryder ud i en skraldende latter. Det er formentlig i Sverige, at Sanne "holder sine fester". I hvert fald er det dér, hun er, når hun ikke er i Danmark. Et land hun holder meget af, som byder på " en værdi-kultur og et musikalsk miljø", der passer Salomonsens temperament. I lørdags lykkedes det hende endda at synge sig i finalen i det svenske Melodi Grand Prix, og senere på året afgøres det om Sanne ligefrem skal repræsentere Sverige i Det Europæiske Melodi Grand Prix. De fleste af sangene på hendes nye plade er ligeledes skrevet af svenskere. Hun vrænger lidt på næsen af spørgsmålet: "Hvad er der med dig og Sverige?". - Det er ret lige til. Jeg har været gift med en svensker (Mats Ronander; red.) og spillet derovre næsten hele min karriere, jeg har boet i Stockholm. Jeg spiller stadig i bands i Sverige - er aldrig stoppet, og det kommer jeg heller aldrig til. Det er mit andet hjem ... Hanne, Sanne, Anne og Lis Sanne Salomonsen har været i musikbranchen i 30 år. Hun var med, da det var en økonomisk optur at være musiker, da navne som hende selv, Anne Linnet, Hanne Boel og Lis Sørensen solgte rigtig mange plader og tjente rigtig mange penge. Dengang i slutningen af 80'erne solgte hendes største plade-succes "Sanne" over 600.000 eksemplarer - nu sælger de, hvis heldet er med, 50.000 eksemplarer. Siden har hun, som både Lis Sørensen, Anne Linnet og Hanne Boel, måtte sande, at de penge, de tidligere kunne spinde på deres stemmer, ikke holder mål med virkeligheden i dag. Men på trods af en kæmpe økonomisk nedtur i 90'erne, hvor både gården, amerikaner-drønet, de dyre heste og den ekstravagante livsstil blev lagt på hylden, tilhører Sanne Salomonsen i dag veterankorpset i dansk musik. - Veteran ... ja ... hahaha. Jeg er heldig. Jeg oplever faktisk det at "blive elsket af masserne". Du aner ikke, hvor stort det er. Og man er SÅ lykkelig for det. Men jeg tror, at opbakningen fra publikum kommer, fordi de får mig uden skuespil, uden filter. Jeg går på scenen med et inderligt ønske om, at nu skal vi have den fedeste fest, og jeg har sgu ikke noget imod at være den, der inviterer. Selv de unge, der måske mest kender Sanne fra forældrenes pladesamling, er blandt det mest trofaste publikum. Faktisk oplever hun, at mange unge ligefrem finder lindring i hendes sange. - Teenagere har masser af problemer. De bliver melankolske og kede af det. Jeg får faktisk mange breve specielt fra piger, der ville ønske, jeg var deres mor. Det er rørende. Der selvfølgelig en skøn naivitet i det, men de kan bruge noget af det, jeg siger i min musik - det er jeg da utrolig stolt af. Ud over at være grand prix- og plade-aktuel barsler Sanne Salomonsen også med et stort one-woman-show på Bellevue Teateret i Klampenborg ved København, som har premiere 16. april. Her præsenteres nye og gamle sange for publikum på en ny - endnu hemmelig - facon. Et show, der blandt andet er blevet til i erkendelsen af, at musikvideoen i Danmark mange gange nu afløses af en fantasiforladt tv-spot: