Rockmesse med prædikant Bono og co.

KONCERT U2 Hallo, hallo…en, to, tre, fjorten og så er U2-festen i gang. Eller rettere sagt det, der kunne have været en fest, men i stedet endte som et noget ujævnt rock-møde, hvor der i perioder blev festet, i perioder kørt lidt for meget på rutinen og i perioder – desværre – prædiket alt for meget om krig, religion og naturligvis fattigdom i den tredje verden. Det kan ikke komme bag på nogen, at frelser Bono på et tidspunkt ville holde tale om sine mærkesager, men til min smag kammede det simpelthen over. Det starter ellers rigtigt godt. Nye og gamle klassikere i skøn forening: I will follow, Electric co., Elevation, New years day, Beautiful day, I still haven't found...., det er rent greatest hits. Sætlisten kører noget på autopilot, selvom bandet inden turnéen proklamerede, at de ikke spillede det samme to aftener i træk. Men med den passende blanding af numre fra den nye udgivelse "How to dismantle an atomic bomb" og bagkataloget, kan ingen være utilfredse. Vi slipper – heldigvis – for numre fra Zooropa og Pop, vi bliver snydt – desværre – for numre fra U2's 2. album, "October", ellers er resten af bandets i alt 11 studiealbums repræsenteret. På City of blinding lights viser den lysende, gennemsigtige bagmur for første gang muskler, og resten af aftenen forbliver det en mur af skiftende lys, animation og tekst. Netop sceneopbygningen er en oplevelse i sig selv. Ud over den omtalte aktive bagmur, formet i en halvbue, er der ovenpå to højttalervægge i turnépladens farver monteret to storskærme, der under det meste af koncerten kører i en såkaldt split-screen, så man altid kan følge de fire band-medlemmers anstrengelser på nært hold. Fra scenen går der to ramper ud, så bandet kan stille sig midt i menneskemængden, hvilket selv trommeslager Larry Mullen Jr på et tidspunkt benytter sig af. Bono er forunderlig tavs om IRA's farvel til våbnene, og sangen om den blodige søndag i Derry for over tredive år siden, bliver i stedet brugt til en religiøs prædiken: Vi skal lære at leve sammen på tværs af religioner, et stort "Coexist" står mejslet på lysmuren. C'et formet som en islam-halvmåne, x'et som Davidstjernen. Et F-14 jagerfly er på togt over en by under Bullet in the blue sky, og inden Pride (in the name of love) skal vi også lige have læst seks punkter op fra FN's menneskerettighedserklæring. Naturligvis af en gebrokkent engelsk-talende, mørklødet kvinde fra den tredje verden. Svenskerne takkes for at give politikerne lov til at bruge én procent af bruttonationalproduktet til u-landsbistand, og mens det regner ned med afrikanske flag på lysmuren, toner et nummer frem på storskærmene, hvortil man kan sende en sms og dermed støtte Afrika. Her bliver det ganske enkelt for meget for mig. Det er klart en smagssag, men efter min mening drukner musikken i politiske budskaber. Det er på sin plads at dedikere Miss Sarajevo til ofrene for London 7. juli og den efterfølgende kendte filosofiske sætning om at passe på med "at forvandle sig til et uhyre for at nedkæmpe uhyret", går også hjem. Men ærlig talt, menneskerettigheder og indsamlingsnumre på storskærm…. Vi er til rockkoncert - ikke en global øko-messe. Alle ved, hvor engageret Bono er i kampen mod den store ubalance og fattigdom i verden – alt ære og respekt for det. Hans mærkesager er det også svært at have noget imod. Men Bono har mange andre muligheder for at få sit budskab ud – og benytter sig også af dem. Inden koncerten i Oslo onsdag mødtes han eksempelvis med den norske statsminister, inden koncerten i Sverige var det de svenske ministre inden for udvikling og kultur, der var til audiens umiddelbart inden koncerten. Hans politiske engagement får al den plads, det kan trække i alverdens medier, så de store masser kan blive påvirket. Derfor burde U2 bruge koncerterne til at gøre det, de er bedst til: Spille noget energisk rockmusik. Mod slutningen af koncerten åbnede himlen sluserne over den åbne scene og de knap 60.000 tilskuere. Måske var vandet, hvad der skulle til. For igen blev fokus rettet mod musikken, og Bono blev pludselig spontan, da han iført elektrisk guitar og vådt tøj gav en kort version af Beatles' Rain. I et ellers ikke alt for stærkt ekstra nummer-sæt hev bandet sågar en raritet frem som Party Girl her i akustisk udgave. Og så bliver det også accepteret, at U2 lukker koncerten ved at spille åbningsnummeret Vertigo én gang til. God fornøjelse i Parken i København i aften. Det er de absolut færreste, der bliver skuffede. Det kan man næsten ikke, når et af verdens største rockbands gennem de seneste 25 år ruller sig ud. Og Bonos prædikener – døm selv. Massimo Grillomassimo.grillo@nordjyske.dk [ U2 Ullevi, Göteborg Fredag aften