Rockmusiker i galleriet

Det er en noget anderledes udstilling og noget anderledes kunstner end de fleste, der er på plakaten for den næste udstilling i Fjordgalleriet på Storegade 40 i Hadsund.

Torben Pape, autodidakt maler, udstiller i Fjordgalleriet. Privatfoto

Torben Pape, autodidakt maler, udstiller i Fjordgalleriet. Privatfoto

Kunstneren er Torben Pape. Han er 48 år, og noget af det specielle ved ham er, at han faktisk først begyndte at male i 1996. Indtil da var det som rock-, bluesmusiker og komponist, han tjente til dagen og vejen. Hans fortid som musiker fornægter sig dog ikke. Den ses i hans værker, hvor han ofte bruger stemningen fra bluesmusikken og overfører det til lærredet. - Jeg arbejder også med magisk realisme, som ofte indeholder musikalske udtryk. De fleste af mine værker er meget tidskrævende. Det er ikke ualmindeligt, at jeg bruger fra to måneder til et halvt år på ét værk. Det tager kun mellem 10 sekunder og et halvt minut at få ideen, men at fastholde den, tager mellem to måneder og et halvt år. Det er kunsten, forklarer Torben Pape. Helena Dylmer, Nils Binderup og Karin Majlinder fra Fjordgalleriet glæder sig til at udstille Torben Papes værker. Der er fernisering lørdag 28. februar fra kl. 11 til 15, og derefter kan udstillingen ses frem til 19. april.