Rockstjerne på nazijagt

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Previous Next

- Jeg tror, jeg har fået en depression, siger den tidligere rockstjerne Cheyenne (Sean Penn) en dag til sin kone. - Næh. Du keder dig bare, svarer hun. Og hun har ret, som kun koner/kvinder kan have ret efter 25 års ægteskab. Cheyenne var indtil for 10-15 år siden en feteret og verdenskendt rockstjerne med speciale i melankolske tekster. Han kalder det rock, når han er oven på, og pop når han er nedtrykt. Han holdt op som sanger, fordi to brødre begik selvmord sammen, fordi de var fascineret af hans tekster. Han har siden besøgt deres grav hver anden uge lige siden. Og jages hver gang væk af forældrene. Så Cheyenne bor i et kæmpehus i Dublin sammen med sin dejlige kone gennem mange år Jane (Frances McDormand). Det er et liv uden økonomiske sorger, for musikken skovler stadig penge ind på kontoen. Han fifler lidt med aktiehandel. Han køber ind (frosne pizza) og passer hus, mens konen arbejder som brandmand. Han drikker hver dag tarvelig kaffe i et tarveligt indkøbscenter sammen med den unge pige og fan Mary (Eve Hewson), der har en lige så melankolsk holdning til livet som Cheyenne. Så han er beviset på, at den økonomiske første klasse ikke er det samme som lykke. En dag bliver hans far, som han ikke har set i 30 år, syg og skal dø hjemme i New York. Cheyenne med flyveskrækken tager båden til USA og kommer lige præcis for sent til at være ved faderens side, da han dør. Men faderen har efterladt en opgave til ham: Find den person, der plagede ham i KZ-lejren for 60 år siden. Og herfra bliver det så en roadmovie, der fører ham vidt omkring i jagten på nazi-bødlen. Det er en film, der er holdt i et vidunderligt billedsprog. Her er simpelthen alle de klicheer, vi kender og elsker fra de amerikanske film: Vi ser de fede billeder fra New York med skæggede, hattebærende jøder overalt. Vi ser de forblæste ørkenlandskaber. Vi kører over drabelige slugter (er det Bryce Canyon?). Ja, vi får alle højdepunkterne fra USAs billedside at se. Og så er der Sean Penn i rollen som den skrøbelige rockstjerne, der stadig går rundt med lige så meget make up som en overpyntet handelsskoleelev i Matas. Det klæder ham virkelig ikke, men hver dag klæder han sig ud som en 20 år yngre rockstjerne. Han er fantastisk i rollen. Konstant har man lyst til at give ham en dragt prygl for at få ham ud af sin vildfarelse. Men alligevel kan man ikke andet end holde af ham, netop fordi han er så sårbar. Han lægger et utroligt nærvær ind i sin rolle. Men der er også en perlerække af biroller, som er særdeles flot forløst. For der er næsten ingen helte i denne film. Kun folk med sår på sjælen. Filmens lydside - og titel - er Talking Heads/David Byrnes sang "This must be the place" fra midten af 80'erne. Og den sang bruges behændigt som motor gennem hele filmen. David Byrne spiller da også en mindre rolle som sig selv i filmen. Filmens svaghed er, at flere spørgsmål står uforløste og uforklarede. Og filmen har også et problem med længden. Der kunne godt være klippet en hæl og skåret en tå, fordi filmen ændrer fokus, da Cheyenne ankommer til USA, hvor handlingen først for alvor tager fart. Men det bør også nævnes, at filmen på sin egen - lidt kryptiske - måde har en meget smuk slutning. Og jeg er jo ikke så tarvelig, at jeg skriver hvad, hvorfor og hvordan. Det skal opleves i Biffen. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk "This must be the place" Instruktion: Paolo Sorrentino 1 time og 58 minutter Tilladt for alle, men frarådes under 7 år Danmarkspremiere i Biffen, Aalborg