Sygdomme

Rockwool har halveret sygefravær

VAMDRUP:Rockwool-fabrikken i Vamdrup nær Kolding har de seneste seks år ført en aktiv indsats for at få medarbejderne hurtigt tilbage efter sygdom. Og det har båret frugt. Siden 1998 er sygefraværet mere end halveret fra omkring seks procent til mellem to og tre procent. Og det er over fire år siden, at en medarbejder sidst er blevet fyret på grund af for mange sygedage. Flemming Fyhn - en af koncernens 225 medarbejdere i Vamdrup - har for nylig oplevet, hvor meget en aktiv sygefraværspolitik kan betyde. Han har i næsten otte år arbejdet på Rockwools rensehold i weekenden, ved siden af sit job som selvstændig tømrer. I november sidste år kunne kroppen dog ikke længere holde til en arbejdsuge på 50-60 timer. Den 41-årige familiefar faldt om med en formodet blodprop i hjertet, der siden viste sig at være hjertehindebetændelse. Oveni kom en depression og problemer med bakterier i maven. Mens han stadig var indlagt blev Flemming Fyhn kontaktet af tillidsmanden og andre kolleger fra Rockwool, der fortalte ham, om mulighederne for at vende tilbage på nedsat tid eller i en anden jobfunktion. Det betød, at Flemming Fyhn allerede weekenden efter han blev udskrevet fra hospitalet var tilbage på jobbet. - Jeg har været på flere andre virksomheder, hvor der havde ligget en fyreseddel, hvis man havde været syg 14 dage. Sådan var reglerne bare. Derfor kom det fuldstændig bag på mig, hvor meget der bliver gjort for mig, da jeg blev syg, siger Flemming Fyhn. Han mener, at den hurtige kontakt er alfa og omega for følelsen af, at man stadig hører til på arbejdspladsen. - I og med at man er langt nede både fysisk og psykisk, så er ens selvværd og selvrespekt også gået fløjten. Den opbakning, jeg har fået, har været meget psykologisk vigtig for mig. Selv om jeg til at begynde med kun kunne arbejde to timer ad gangen, gav det mig følelsen af, at jeg stadig er noget værd, siger Flemming Fyhn. I januar i år tog Rockwool initiativ til et "stormøde" med Flemming Fyhn, personalechefen, tillidsmanden, arbejdslederen, lægen og en kommunal socialrådgiver. Her fik virksomheden og kommunen lavet en aftale på baggrund af Flemming Fyhns egne ønsker. Han fik mulighed for at gå over til fuldtid i hverdagene, samtidig med at kommunen supplerede lønnen i de dage, hvor han ikke kunne arbejde på grund af sin sygdom. I dag er Flemming Fyhn stort set tilbage ved fuld styrke. Men det betyder ikke, at virksomheden har glemt, hvad han har været igennem. - Min arbejdslæge kommer dagligt ind og spørger, hvordan det går, og husker mig på at tage den med ro og selv sige til, hvornår jeg er fit for fight. Og der er opbakning hele vejen rundt, siger Flemming Fyhn, der også kan mærke virksomhedens aktive politik smitte af på kollegernes holdning til ham. - Det er ikke noget tabu, at man er syg. Det har jeg i hvert fald ikke følt overhovedet. Heller ikke selv om jeg har haft en depression, siger Flemming Fyhn. /ritzau/ KORT OM ROCKWOOLS POLITIK Sygdom er ikke en privatsag. Det er en af hovedtankerne bag Rockwools sygefraværspolitik. Efter tre dages sygefravær ringer virksomheden for at høre, hvordan det går medarbejderen. Og efter 10 dage tager tillidsmanden eller personalchefen ud og besøger medarbejderen for at fortælle om mulighederne for at vende tilbage f.eks. på nedsat tid. - Hvis en medarbejder siger, at han er syg, og at det skal vi ikke blande os i, så er det også ok, siger personalechef Henning Nielsen. Han har dog endnu aldrig oplevet, at en medarbejder afslog virksomhedens tilbud om hjælp. Virksomheden har anlagt en meget bred definition af sygefravær, så det også omfatter fravær, der ikke skyldes sygdom i ordets egentlig forstand. For eksempel går virksomheden også i dialog med medarbejderne, når det gælder fravær på grund af problemer med skilsmisse, vold i hjemmet, eller problemer med børnene.