Rodeo-Jan takkede af

DOENSE:I aftes sluttede eventyret for Jan Jensen fra Doense. Han blev lidt af en tv-helt, da han deltog i TV3s underholdningsprogram "Gladiator". Men i semifinalen, der blev vist på tv i aftes, tabte den energiske 28-årige mand og gik dermed glip af chancen for at vinde en kvart million. Under tv-dysten var kommentator Flemming Toft ikke sen til at tildele Jan Jensen øgenavnet Rodeo-Jan. Han er tidligere dansk mester i ridning på mekanisk rodeotyr. Jan Jensens exit fra gladiatorkampen skete efter en snæver afgørelse. Lige præcis hvordan det gik ham i TV3-showet, har han holdt hemmeligt for offentligheden og nysgerrige spørgere i flere uger. Optagelserne af "Gladiator" foregik nemlig i Skive-hallerne for et par måneder siden.